Selv efter 35 år fremstår Palle Granhøj stadig som en af Danmarks mest dristige koreografer.
Hans seneste udspil THIS IS NOT ROMEO AND JULIET har intet mindre end tre Romeo’er og tre Juliet’er på scenen i Valbys Teater V.
Passionerede komponister som Prokofiev, Mancini og Gounod vækkes til live af cellisten Gleb Pysniak og violinisten Dalia Dedinskaite, musikkens svar på Romeo og Julie. Lidenskaben springer som gnister ud af de to strenginstrumenter og forplanter sig til de fire dansere.
De unge udgaver af Romeo og Juliet (den internationale stavemåde) danses af nyuddannede talenter fra Litauen, Povilas Jurgaitis og Dominyka Markeviciute, mens de ældre udgaver af verdens mest berømte elskende varetages af to af Granhøj Dans’ veteraner: Sofia Pintzou og Marius Pinigis. Alle fire fanger kærlighedens sande væsen i hvert et blik, hver en bevægelse.
Historien er i sandhed ikke ligesom i William Shakespeares klassiker (deraf den nye titel), men de har den fatale kærlighed til fælles. Hvor kærligheden hos Shakespeare er mellem to purunge elskende, skildrer Palle Granhøj kærligheden i et større men ikke mindre livsfarligt perspektiv.
I THIS IS NOT ROMEO AND JULIET oplever vi kærligheden mellem den unge og den ældre Romeo og den unge og den ældre Juliet. Kærligheden er ikke begrænset af alder, køn eller for den sags skyld job, og om det så er de dygtige musikere bliver de også genstande for kærligheden. Men når døden indtræffer – pludselig og brutal – så dør man. Uanset om man er unge elskende i et østland eller om man står på en scene i Valby.
(Michael Søby)