Rusland har fostret mange store filminstruktører fra Sergei Eisenstein, georgiske Mikhail Kalatozov og ukrainske Sergey Bondarchuk til Andrei Tarkovsky, Nikita Mikhalkov og hans bror Andrei Konchalovsky. I de senere årtier har også Andrey Zvyagintsev (”The Return”),
Aleksandr Sokurov (”Russian Ark”) og Lidiya Bobrova (”Baboussia”) føjet sig til rækken. Man bør dog ikke forvente Kirill Sokolov, instruktøren bag THEY WILL KILL YOU, nogensinde gør det.
Faktisk fremstår THEY WILL KILL YOU som en oplagt kandidat til titlen som filmsæsonens værste film. Patricia Arquette burde tvinges til at aflevere sin Oscar for ”Boyhood”, fordi hun er så rædselsfuld – ikke mindst hendes syntetiske accent! – som bestyreren af et hotel, der viser sig at være befolket med temmelig aggressive udødelige skabninger.
Den nyligt løsladte Asia Reaves (energisk fremstillet af Zazie Beets) bliver ansat på hotellet, men hun har også sine hemmeligheder, og prøver at finde den søster, som hun efterlod, da hun var barn.
Asia har virkelig tilegnet sig nogle kampsportsteknikker, mens hun sad inde, men da hendes modstandere er udødelige, bliver de stadig mere groteske slagsmål hurtigt trættende, fordi vi kender udfaldet.
Selv for en åndløs splatter-komedie er denne film mere end almindelig åndsvag, og en skamplet for filmens distributør. De biografer, der vælger at sætte THEY WILL KILL YOU på repertoiret, stempler også sig selv i lighed med de forældre, der giver ungerne penge til at se en film som denne.
THEY WILL KILL YOU er filmen, som du helt sikkert godt kan undvære…


