THERE’S SOMETHING IN THE BARN

★★☆☆☆☆

Anslaget til Magnus Martens’ groteske julegyser THERE’S SOMETHING IN THE BARN er faktisk lidt sjovt. En amerikansk familie skal holde jul i Norge, og da Magnus Martens er norsk og har arbejde i USA, kan han både gøre grin med de åndløse amerikanere og norske juletraditioner. Det kommer der nogle spøjse situationer ud af, og filmen forekommer tilmed forholdsvis velproduceret i forhold til så mange af de slamgysere, der ellers er på repertoiret.

Men desværre taber instruktøren det hele på gulvet, da filmens nisser viser sig at være nogle komplet ucharmerende skabninger, der meget hurtigt ser sig ond på menneskeheden. Kun en enkelt af dem virker nogenlunde from og former en alliance med familiens yngste.

De øvrige amerikanske gæster bruger resten af filmen på at dræbe nisser, så hvis man satser på at komme i julestemning med familiens børn, må denne film klart frarådes,

Magnus Martens må have fået en form for nisse-traume som barn, for ellers giver dette filmprojekt slet ikke mening. Men hvorfor han skal give det videre til andre – med risiko for at ødelægge deres glæde ved julen, får vi aldrig svar på.

THERE’S SOMETHING IN THE BARN fremstår i al fald som et godt bud på årets værste julefilm – så er I advaret.