“An Autobiography in Dance” er den passende undertitel på aftenens storslåede balletforestillingen i Tivolis Koncertsal, og den får en ikke ubetydelig autenticitet af, at mesterkoreografen selv står på scenen, og guider os gennem sit enestående liv.
“Candide”-overturen fra ”Bernstein Dances” anslog en cirkusagtig stemning, der bragte os danse-minder fra barndommens land.
“I Got Rhythm” blev for alvor kendt via Broadway-musicalen “Girl Crazy” (1930). Sangen var faktisk slet ikke med i Astaire/Rogers-musicalen “Shall We Dance?, men dukkede først op i filmversionen af “Girl Crazy” med Judy Garland og huskes måske bedst fra “En amerikaner i Paris”, koreografet og danset af Gene Kelly. Sidstnævnte var en stor inspirationskilde for Neumeier og nummeret indgik også i Neumeiers ballet-revy “Shall We Dance?” fra 1986.
I Tivolis Koncertsal bød nummeret på et velkomment gensyn med danske Ida Praetorius i armene på Alexandr Trusch – begge iført kjole og hvidt som en æstetisk hyldest til Hollywoods barndom. Ida Praetorius fik dog senere mulighed for at udfolde al sin kvindelige charme i rollen som “Kameliadamen”, der vidnede om hendes internationale format.
John Neumeiers personlige svaghed for “Nøddeknækkeren” fornægtede sig heller ikke i denne forestilling, inden vi fik en smagsprøve fra hans mesterlige fortolkning af “Døden i Venedig” efter Thomas Manns roman. En bid fra Neumeiers corona-balletten “Ghotst Light” fulgte inden uddrag fra to af hans elskede Shakespeare-fortolkninger. Azul Ardizzone og Louis Musin tryllebandt med deres ungdommelige uskyld i “Romeo og Julie”, der stod i velgørende kontrast til den erotiske farlighed, der prægede indslaget fra “Othello” og som gav appetit på mere.
Efter pausen i den næste tre timer korte forestilling indtraf et af aftenens utvetydige højdepunkter: En scene fra “Nijinsky” danset med betydelig intensitet af Alexander Trusch, kun overgået af Louis Musin, der som den sindsyge bror Stanislav gjorde denne aften uforglemmelig.
Simon & Garfunkels “Bridge Over Troubled Water” fik fornyet poesi i Neumeiers hyldest til et helt særligt venskab med Maurice Béjart, inden Neumeier vedkendte sig sin kærlighed til de russiske klassiskere med et stærkt overbevisende indslag fra sin egen udgave af Lev Tolstojs “Anna Karenina”.
Til musik af Beethoven og Mahler fik hele Hamburg Ballettens Corps de Ballet for alvor lov til at vise deres værd ligesom det enorme orkester Tivoli Copenhagen Phil formåede at løfte musikken til de højder, hvor den hører hjemme.
Bifaldet efter forestillingen ville ingen ende tage, og Neumeier måtte fik tilmed en tur i luften af sine dansere. Måske befinder han sig stadig i de højere luftlag ligesom det publikum, der nød hvert et sekund af dette magiske gæstespil.
(Michael Søby)
