THE WIZARD OF THE KREMLIN

★★★☆☆☆

Giuliano da Empolis roman indbyder ikke til blive filmatiseret som en dokumentarisk spillefilm, men i de rigtige hænder kunne den måske være blevet en begavet spændingsfilm a la Martin Ritts klassiker ”Spionen, der kom ind fra kulden”.  

Olivier Assayas har tilløb til begge dele, men sætter sig i den grad mellem to stole. Selvom man ikke bryder sig om Quentin Tarantino, må man indrømme, at hans vurdering af Paul Danos manglende skuespillertalent muligvis holder stik. I al fald er der intet godt at sige om Paul Danos mislykkede portræt af Vadim Baranov, spindoktor for det nye Rusland.

Dano har tillagt sig en monoton stemmeføring, der kvæler de fleste nuancer i hans skuespil, og hans bøvede fremtoning indikerer aldrig for alvor, at denne mand faktisk er ualmindelig intelligent.

Jude Law vover i det mindste at give Putin en vis charme, men der er mere tyngde i Jeffrey Wrights spil, som manden der skal interviewe Baranov. Bedst er dog Alicia Vikander, der gør Ksenias udvikling fra avantgarde-kunstner til potentiel trofæ-kvinde for diverse rigmænd foruroligende troværdig.

Måske er det tid til at revurdere Olivier Assayas’ evner som instruktør? THE WIZARD OF THE KREMLIN havde som udgangspunkt potentiale til at blive et internationalt hit, men nu undrer man sig næsten over, at filmen har fået dansk premiere.