THE WEDDING SINGER

★★★★☆☆

Filmen THE WEDDING SINGER blev som så mange andre film med Adam Sandler i hovedrollen ikke nogen anmeldersucces, men musicalen af samme navn viser sig at være bedre end filmen. I al fald når den spiller på Frøbjerg Bavnehøj med en besætning på over 40 medvirkende under ledelse af Carsten Friis.

Der er tilmed tale om en Danmark-premiere, da det er første gang, at denne Broadway-musical opføres herhjemme, og en verdenspremiere, da de ambitiøse folk bag Frøbjerg Festspil som de første har fået lov til at opføre musicalen udendørs.

Sidste år hittede Carsten Friis samme sted med ”Hair”, der blandt andet udmærkede sig ved en række prægtige dansere i en flot scenografi med badebassin, og igen i år hedder koreografen Patrick Terndrup, der heldigvis ikke er bange for at stille krav til de medvirkende.

Således indledes THE WEDDING SINGER med sangen ”Når din bryllupsdag er nær”, der må være det mest veloplagte åbningsnummer på en dansk friluftsscene i år.

Med hovedrollen som Robbie, der synger til andres bryllupper, men bliver svigtet til sit eget, får Albert Malmose sin hidtil største opgave, og han sejrer – ikke mindst på grund af sin imponerende stemme.

Også Monika Miftaraj kan synge og give Albert Malmose godt modspil som pigen Julia. Lasse Krintel er herlig som hendes selvfede kæreste Glen, og blandt de øvrige medvirkende glæder man sig blandt andre over Jonas Cheblaoui som Robbies ven Sammy, Sofie Brylle som en festlig Holly, Sean Due som Mookie og Billy Idol-imitator, Nicoline Hansen som Linda og Ida Marstrand som Crystal.

Nævnes bør også Josva Jacobsen, der ligesom i ”Hair” lyser af spillelyst, i alt hvad han foretager sig. Mon ikke der venter ham lidt større opgaver i fremtiden? Han fortjener i al fald chancen.

THE WEDDING SINGER har naturligvis ikke samme dramatiske tyngde som et værk som ”Hair”, men den er umiddelbart underholdende og Matthew Sklars musik fungerer fortræffelig i hænderne på kapelmester Julie Strange og forestillingens velspillende orkester.

Så man kan rolig løse billet til musicalen ”Baronessen fra Benzintanken” næste år. Frøbjerg Festspil fortjener jeres opbakning.

(Michael Søby)