Simon Staho har haft en ujævn men interessant filmkarriere med “Dag og nat”, “Daisy Diamond” og “Himlens hjerte” som højdepunkterne. De dansksprogede film synes altid at være de mest problematiske, og ikke mindst ungdomsmusicalen “Magi i luften” fremstod kontroversiel.
Nu genforenes han med sin Bodil-nominerede kvindelige stjerne Emma Sehested Høeg i THE STRANGER, hvor hun spiller en dansk flygtning, der samles op og mishandles af en menneskesmugler. Selv som tavs kvinde med få udtryk formår Emma Sehested Høeg at vise udviklingen fra ængstelse til angst.
Men Simon Staho synes mere interesseret i at bombardere os med fakta i modsætning til de enorme mængde fake news, vi får på de sociale medier. Det rejser dog spørgsmålet, om Simon Staho ikke blot bidrager til udbredelsen af fake news, eller om alle hans tal og informationer er uangribelige?
Ligesom i “Dag og Nat” er bilkørsel en stor del af konceptet, men da samtalerne med den danske pige er ret ensformige, eftersom hun forholder sig tavs, kommer der hurtigt noget ubehageligt belærende over menneskesmuglerens ordstrømme.
Simon Staho vil efter 11 års pause som instruktør have os til at se “de fremmede” ´i et nyt lys, men noget står i vejen? De talrige informationer gør filmen både tung og traurig, men også tankevækkende og uomgængelig. Det er dog Emma Sehested Høegs blik, man vil huske, når alle facts er glemt.