Aldrig har frygten for og gennemførelsen af et asylinterview været skildret med så stor autentisk præcision og så megen mental grusomhed, som tilfældet er i THE STORY OF SOULEYMANE. Pludselig mærker man, hvilket umenneskeligt pres som flygtninge udsættes for i denne ubarmhjertig verden.
THE STORY OF SOULEYMANE (“L’histoire de Souleymane”) havde fortjent at hedde “Souleymanes historie”, fordi denne bevægende og skræmmende flygtningefortælling også kunne have udspillet sig i Danmark. Men Souleymane er havnet i Paris efter en barsk tur fra hjemlandet Guinea, hvor han har efterladt sin gamle syge mor og sin forlovede, der begge er afhængige af ham økonomisk.
I Paris må han forsøge at klare sig som ringe betalt illegalt cykelbud, da det koster penge at få de nødvendige papirer for at kunne ansøge om asyl. Der er rift om pladserne i herbergerne og umuligt at finde tid og ro til at forberede sig på de mange komplicerede spørgsmål, der ofte følger med et asylinterview.
Abou Sangare har med rette vundet mange priser for sit uforglemmelige portræt af Souleymane, og ikke mindst i det afsluttende asylinterview viser han, hvorfor han fortjente at blive belønnet af Det Europæiske Filmakademi for årets skuespillerpræstation.
Inger Støjberg og andre ligesindede burde invitere sig selv i biografen, så de kunne lære at vise empati overfor flygtninge, der må leve med de samme eller lignende livsvilkår som Souleymane.
‘
THE STORY OF SOULEYMANE er dog ikke som sådan en politisk film, men blot en enkel og vigtig historie om almen medmenneskelighed – og derfor relevant for alle.
