Er THE SOUND OF MUSIC den mest slidstærke musical af dem alle? Selv et par kitchede sange kommer man med tiden til at elske, og resten af Oscar Hammerstein II og Richard Rodgers’ sangskat er guld. 60 år efter Robert Wises Oscar-belønnede filmversion fik premiere, har teaterversionen bevaret en forbløffende friskhed i Frank Rubæk og Steffen Glieses medlevende oversættelse.
En del af denne friskhed bør også tilskrives Amanda Friis Jürgensen i rolle som Maria, der må vælge et liv i et nonnekloster eller et liv med Kaptajn von Trapp. Til premieren forekom denne Maria dog lige lovlig overgearet i sin næsten maniske klodsethed, og Viktor Tjerneld gør klogt i dæmme hendes fysiske akrobatik en smule, så det virker troværdigt, at hun har en fremtid som nonne.
Derimod må Jacob Madsen Kvols godt skrue op for charmen som Kaptajn von Trapp, så han også bliver et attraktivt alternativ til klostertilværelsen. Hans “Edelweiss” går kun lige akkurat an, og han kunne med fordel give sig mere hen til romantikken – uden at det går ud over Kaptajn von Trapps integritet. Charme har til gengæld Anders Baggesen som Max i en grad, at man tror, at han nok skal slippe afsted med alt, men båndet mellem Max og Von Trapp giver ikke rigtig mening her.
Netop integriteten virker relevant i denne opsætning, som den også gjorde det i Det Ny Teaters pragtudgave tidligere på sæsonen. Fordi vi nu lever i en tid, hvor kompromisser ikke længere kan løse problemerne. En tid, hvor det er eller kan blive nødvendigt at kæmpe for de værdier – og landområder – man har, hvis man vil beholde dem.
Franciska Zahles kønne men kedelige scenografi savner den naturkraft, der også er forbundet med bjergene, og som kommer til udtryk i musicalens fineste sang “Climb Ev’ry Mountain” (“Gå mod det høje”). Vi får den første gang lige inden pausen, hvor den synges kønt af en ganske velspillende Maria Skulladottir, men man savner alligevel det spirituelle lag, som giver den en særlig dybde også udenfor klostrets mure.
Anne Vester Høyers Elsa er mere vampet og moderne, end vi plejer at se hende, men er faktisk sød ved børnene, hvilket gør hende til en reel trussel for Maria. Som Frau Schmidt er Nanna Buhl Andresen et oplivende moment i forestillingen.
I Viktor Tjernelds iscenesættelse findes der både børn og nonner i alle størrelser, og det er i grunden sympatisk. Børnene er alle kære på hver deres måde anført af Clara Sophia Phillipson som Liesl. Hun har på få år markeret sig som Aarhus Teaters mest alsidige unge skuespillerinde, og hun har også et originalt bud på Liesl, der i hendes version slet ikke kan vente med at blive gammel nok. Hun får glimrende modspil af Oscar Salvatore som Rolf, der er beæret over opmærksomheden, men bestemt ikke lige så langt fremme i skoene som den tændte Liesl. Deres morsomme fortolkning af “Seksten, meget snart sytten år” bliver et højdepunkt i forestillingen.
Kapelmester Henrik Svenning har godt styr på sit orkester, der formår at give musikken vinger, og selv med forbehold er der næppe tvivl om, at THE SOUND OF MUSIC bliver en succes for Aarhus Teater, men kunstnerisk set ikke på højde med sidste sæsons blændende opsætning af CHICAGO.
(Michael Søby)
