Det er efterhånden 60 år siden, at Robert Wises Oscar-vindende filmversion af scene-musicalen THE SOUND OF MUSIC havde verdenspremiere, og det markerer man gudskelov på Det Ny Teater med en nyopsætning af Richard Rodgers og Oscar Hammerstein IIs prægtige værk, der har manuskript af Howard Lindsay og Russel Crouse.
Louise Fribo er tilbage i rollen som den livskloge abbedisse, og hun har aldrig været bedre. Iscenesætteren Martin Lyngbo betoner Abbedissens nære relation til novicen Maria ved at lade dem synge duet sammen tidligt i første akt, og det viser sig at være en klog disposition. Med sin klokkeklare røst og sit rene blide spil bliver Louise Fribo forestillingens åndelige midtpunkt. Den definitive abbedisse på en dansk scene? Jeg tror det. Når hun synger, så tror man tilmed på en lykkelig slutning for denne flygtningefamilie, og man aner en fremtid efter Putin og Trump. Hvem har ikke brug for det?
Rollen som Maria er ikke ny for Isabel Schwartzbach, men i Martin Lyngbos blændende og dybtfølte iscenesættelse får hun både vokal og spillemæssig variation, og hun har næppe nogensinde været bedre. Lyngbo har øje for det jævne og djærve i Marias væsen, og hendes tøjsmag er virkelig ikke noget at prale af, men det er kun morsomt og lidt sødt. For det understreger, at denne Maria har nogle andre og mere blivende værdier, end så mange andre.
F.eks. Elsa Schräder, der en overgang ser ud til at blive kaptain von Trapps viv. Rollen bliver tit rigelig karikeret, men ikke når Camille-Cathrine Rommedahl spiller og synger den. Vi ser et menneske, der om nødvendigt vil være villig til at samarbejde med nazisterne for at klare sig, men også en kvinde, der ved, hvornår hun må kapitulere og ændre strategi.
Hendes mandlige modstykke i historien er på mange måder Kim Hammelsvangs Max Detweiler. Han er også vant til at sno sig i en stadig mere betændt verden, men takket være sit bekendtskab med idealisten Kaptajn von Trapp indser han gradvist, at man i sidste ende bliver nødsaget til at handle, som ens samvittighed befaler. Det komplekse portræt af Max Detweiler hører blandt de ypperste i Kim Hammelsvangs karriere.
I takt med at nazisterne bliver mere synlige i Østrig, mærker man også en stigende splittelse i befolkningen – fint illustreret gennem relationen mellem to af von Trapps tjenestefolk, Ann Hjort trodsige Fru Schmidt og Mikkel Vadsholts medløber, Franz.
Peter Plaugborg kan synge, så man lytter, og sangstemmens begrænsninger giver næsten mening i denne opsætning. Som en nazist påpeger, så er det nemlig kun børnenes navne, der står nævnt i programmet til den sangkonkurrence, der bliver familiens adgangsbillet til en ny verden.
Von Trapp har heller ikke sunget længe, da sang minder ham om hans afdøde hustru, og hans erkendelse af, hvor meget han har savnet musikken i sit hjem, bliver et bevægende højdepunkt i forestillingen, fordi Peter Plaugborg når dybere i sit portræt af von Trapp, end nogen anden dansk skuespiller formodentlig har gjort. Der er en integritet i denne von Trapp, som vi aldrig har set før, og når han siger nej, sker det med al ønskelig tydelighed. Vi tror på, at denne mand vil gå i krig for at forsvare sine principper, og iscenesætter Martin Lyngbo rejser samtidig spørgsmålet: Er vi villige til at gå i krig for vores? Vi støtter gerne nødhjælpsarbejdet til fordel for beboerne i det krigsramte Ukraine, men er vi villige til at gå i krig for dem?
Denne Von Trapp er handlekraftig og ved hans side bliver Maria det også. Selv når angsten for det ukendte trænger sig på, og omsorgen for de syv (meget velspillede og individuelle) børn dræner modet forud for rejsen til et nyt land og en nyt tilværelse, er der håb. Uanset hvad man tror på, kan man nemlig ikke fornægte Troens styrke, når Louise Fribo synger for i forestillingens slutsang:
Climb every mountain
Ford every stream
Follow every rainbow
‘Till you find your dream
(Michael Søby)
