Scenografen Ashley Martin-Davis er altid en velkommen gæst i København, og hans scenografier til ”Pigen med paraplyerne” og ”Mephisto” på Betty Nansen Teatret og ”Falstaff” på Det Kongelige Teater var alle glimrende. Nu står han i spidsen for scenografien til en spritny forestilling på Malmø Opera med libretto af Mark Campbell og musik af Paul Moravec (begge Pulitzer prisvindere). En scenografi, der med sine sanselige overgange mellem virkelighed og illusion bliver en af forestillingens største attraktioner.
THE SHINING er baseret på Stephen Kings roman fra 1977, men blev for alvor verdenskendt, da Stanley Kubrick filmatiserede den med Jack Nicholson i hovedrollen i 1980. Den danske titel var dengang ”Ondskabens Hotel”.
Mark Campbells libretto er så præcis og gennemtænkt, at den fremstår som en bedre udgave af romanen end manuskriptet til Kubricks film. Kieth Warners iscenesættelse forfalder heller ikke til platte effekter som blodige flodbølger, og gyserfans vil muligvis ikke finde forestillingen uhyggelig nok. Men uhyggen er snigende og lurer alle steder – ikke kun på det hjemsøgte hotel.
Dirigenten Patrick Ringborg får Paul Moravecs diskret faretruende og fascinerende musik til at gå i fuldendt symbiose med historien – godt hjulpet af Malmø Operas mageløse kor og orkester.
Peter Kajlinger er ingen dårlig skuespiller eller sanger, men han virker for tung og gammel til rollen som Jack Torrance, hvilket til dels også er Jack Nicholsons skyld. Frem for alt savner man den overvældende (og overdrevne) dæmoni, som gjorde Nicholsons præstation så definitiv.
Shelley Duvalls naïve portræt af Wendy Torrance i filmen virker i dag en smule gammeldags, men rummer dog en uskyld og en del hemmeligheder, som man ikke finder i operaversionens mere tidstypiske, men også for politiske korrekte moderrolle på Malmø Opera. På de givne betingelser synger og spilles rollen dog upåklagelig af Cornelia Beskow.
Gabriel von Platen var denne eftermiddag en fortræffelig Danny Torrance – ikke mindst spillemæsigt, fordi han rummede den mystik, der er udgangspunktet for, at historien fungerer. Rent vokalt blev dagens store oplevelse den sydafrikanske baryton Luthando Qave i rollen som kokken Dick Hallorann.
Har man ikke mulighed for at komme til Malmø, livestreames flere af deres forestillinger inkl. THE SHINING, og det fungerer faktisk overraskende godt, selvom det naturligvis ikke kan måle sig med et besøg på det prægtige Malmø Opera, hvor lyden altid er i særklasse.
(Michael Søby)


