Årets vel nok mest bizarre gæstespil må være THE SEX LIVES OF PUPPETS af dukketeater-truppen Blind Summit.
Forestillingen spillede denne aften på Baltoppen i Ballerup, men kan resten af ugen opleves på Teater V i Valby – på eget ansvar. For det er en herlig bramfri engelsksproget tekst (af manuskriptforfatteren Mark Down suppleret af iscenesætteren Ben Keaton), som vi præsenteres for gennem en række interviews med dukkepar og enlige dukker. Et enkelt dukkesamleje og en overdådig finale med gruppesex for anonyme men opfindsomme dukker er blot nogle af de øvrige indslag.
Første par i søgelyset hedder Meryl og Jeremy, og de navne vil alle sande fans af filmen ”Den franske løjtnants kvinde” tillægge en vis betydning. De er begge gift med andre, men betegner deres relation som ”serious fun”.
Et par lesbiske dukker er ikke helt enige om, hvorvidt deres forhold har en religiøs dimension, eftersom den mest uerfarne faktisk havde været sammen med en mand, så hun i teknisk forstand alligevel ikke var jomfru, da hun var sammen med en guddommelig kvinde første gang.
Helt rørende er den aldrende Dimitri, der får et handjob af sin Robin, men faktisk blot har savnet berøring, siden hustruens død.
De aldrende dukker Marcus og Preston har fundet lykken sammen på et plejehjem. Og endelig er der dukken, der er parat til at kaste sig ud i et orgie, da en samtale med konen afslører, at hun har fundet en knude i brystet.
THE SEX LIVES OF PUPPETS er med andre ord ikke blot lummer lir i dukkeformat, men også et spejlbillede af seksualitetens mange tidsaldre – på godt og ondt.
(Michael Søby)

