Hollywood er i kunstnerisk krise, og det er ikke kun i USA, at den ene kostbare produktion efter den anden flopper i biograferne. Mange bebrejder streamingtjenesterne, men Hollywoods producenter bærer også deres dele af ansvaret. For de har selv været med til at gøre det amerikanske filmmiljø åndløst og der har i år kun været en lille håndfuld amerikanske film, der har villet noget andet og mere end en 2’er til en ligegyldig etter.
Edgar Wrights THE RUNNING MAN har det mindste ambitioner om at være noget mere, men når forlægget så er baseret på en gammel Stephen King-roman, så virker projekter unødvendigt bagstræberisk, og der er altså folk i denne verden med større litterære meritter end Stephen King. Men penge styrer markedet – i al fald i Trumps USA, og selvom man føler sig overmættet af Stephen King-filmatiseringer, så får vi da lige en til på håbløs uoriginal vis.
Synd – for Glen Powell har tidligere vist, at han har potentiale til at kunne bære en film af denne type, men hans hovedkarakter er bare ikke speciel sympatisk, og han afholder sig ikke fra at skælde voldsomt ud på sin chef og sin hustru, mens han har et lille barn på armen. Endnu en af disse idiotiske selvtægts-tosser, der har fået nok af ulighederne i samfundet og derfor finder deres egen brutale vej til toppen.
Josh Brolin spiller med nypolerede tænder manden bag et brutalt realityshow, hvor kun en mand overlever: THE RUNNING MAN. Et koncept, der sjovt nok minder om ”The Long Walk”, som vi for nyligt så i danske biografer, og ikke overraskende også havde forlæg efter Stephen King. Den mest væsentlige forskel synes blot at være, at deltagerne i ”The Long Walk” gik langsomt fremad, mens THE RUNNING MAN i sagens natur løber.
Så hjælper det kun lidt, at man momentvis kan se, at der er brugt mange penge på at lave filmen, og at man faktisk fornemmer en vis social indignation bag projektet. For begge dele drukner i larm og effekter undervejs, og efter over to timer er vi nærmest ligeglade med, hvordan filmen slutter, bare den gør det snart.
THE RUNNING MAN er slet ikke det værste forsøg på at gøre en gammel sci-fi historie relevant i nutiden, men den fremstår først og sidst som et grotesk ressourcespild, da man kunne have lavet tre spillefilm med sjæl og ånd for samme pris.
