★★★☆☆☆
Man forstår sandelig godt, hvis cykelrytteren Lance Armstrong får maden galt i halsen i en af de reklamefilm, som han scorede kassen på efter sine syv såkaldte "Tour de France-sejre". For hans slyngelstreger har skadet cykelsportens ry i lighed med vor egen Bjarne Riis’. Indenfor snart sagt alle andre erhverv ville svindel i den størrelse have betydet fængsel, men i sportens verden gælder der åbenbart andre regler, og så længe det er tilfældet, skal man ikke forventet at genvinde publikums respekt.
Erfarne Stephen Frears har i Ben Foster fundet den ideele Armstrong – en mand med få udtryk og samme tvetydige udstråling, der også gør hans fysiske fremtoning svær at læse.
Desværre får vi meget lidt at vide om den fåmælte Armstrong og kommer aldrig ind under huden på karakteren – på trods af Fosters upåklagelige indsats. Filmens største synder er dog ikke Armstrong, men ifølge Frears en italiensk træner med let adgang til de farlige stoffer. Armstrong fremstår snarere som en mand, der ikke kunne stoppe i tide, og derfor foretog nogle dumme valg.
Det kan man med en vis ret også kalde filmens svaghed, for skyldspørgsmålet i disse sager er i al fald ikke til at tage fejl af, og selvom fraktioner af cykelsportfans forsøger at bagatelisere Armstrongs gerninger med den noget vattede begrundelse, at alle andre også snyder, så må man ikke glemme den økonomiske vinding Armstrong og de øvrige banditter har haft af deres svindel. Her ville vi gerne i højere grad have set Stephen Frears vise klør, men det er han ikke meget for i disse år.
