THE JULEKALENDER

★★★★☆☆

TV2-julekalenderen THE JULEKALENDER blev så stort et hit ved sin fremkomst i 1991, at den blev genindspillet både i Norge og Finland. Selv vores daværende dronning morede sig over de originale dansk-engelske sprogforbistringer, og sange og sætninger fra THE JULEKALENDER blev folkeeje.

Satiretrioen De Nattergale (Viggo Sommer, Uffe Rørbæk Madsen og Carsten Knudsen) har sammen med dramatikeren Hans Erik Saks udviklet ideen om at gøre tv-serien til en sceneforestillig, men at der skule gå 33 år, inden julemusicalen fik premiere på Herning Ny Teater, kunne ingen vide.

Instruktøren Lars Knutzon lægger sig tæt op ad seriens sproglige galskab, og der bliver heller ikke sparet på julepynten. De tre medvirkende er ikke alle lige stærke i den jyske dialekt, men de har alle ære af deres præstationer, der emmer af spillelyst.

Jesper Lohmann har autoritet som overnisse såvel som fåmælt patriark. Gordon Kennedy giver et skægt bud på sjællandske Benny, der er ved at blive kvalt i den jyske juleidyl, og Christian Damsgaard er uimodståelig som Gertrud, der drømmer om en food processor og et eller flere kys under “æ mistelten”.

Årets revykomponist Thomas Pakula er både repetitør og musikalsk ansvarlig på forestillingen og det bør alle være lykkelige for, Samtlige numre serveres nemlig med smittende energi og overskudsagtig musikalitet, og ikke mindst Gordon Kennedy forkæler os med flere raffinerede dansetrin.

THE JULEKALENDER er et glimrende for- eller efterspil til en julefrokost, og HERNING NY TEATER (det tidligere Team Teater) får hermed mulighed for at fremvise deres flotte nye teater for et stort publikum. Julen er med andre ord allerede kommet til Herning.

(Michael Søby)