Man behøver faktisk ikke at interessere sig den mindste smule for brydning for at få udbytte af filmen THE IRON CLAW, et af filmårets største amerikanske overraskelser. Det er nemlig lykkedes instruktøren Sean Durkin (“Martha Marcy May Marlene”) at skabe et dybt bevægende familiedrama baseret på virkelige hændelser.
Von Erich-brødrene prægede den professionelle brydning (også kendt som wrestling…) i begyndelsen af 1980’erne styret med “jernklo” af faderen Fritz (magtfuldt spillet af Holt McCallany). Som den ældste søn er Zac Efron overrumplende god, og præstationen som den hårdt pressede Kevin fremstår ligefrem som et foreløbigt karrierehøjdepunkt. Men også Harris Dickinson, Jeremy Allen White og Stanley Simons er glimrende som brødrene David, Kerry, og Mike, ligesom familiens kvinder – moderen Doris og Kevins elskede Pam – er i gode hænder hos Maura Tierney og Lily James.
Miljøbeskrivelsen sidder lige i skabet og sminkeholdet har virkelig ydet en bemærkelsesværdig indsats.
Men det er skuespillernes samhørighed, der naturligvis også er en fjer i hatten for Sean Durkin, som placerer THE IRON CLAW som en af årets mest velfungerende ensemblefilm, og at USAs ældste kritikersammenslutning National Board of Review har tildelt THE IRON CLAW prisen for årets bedste filmensemble foran Christopher Nolans “Oppenheimer” er faktisk fortjent. Og trods en spilletid på 131 minutter, så keder den aldrig og er ikke et minut for lang.
Ligeså hårdtslående brødrene fremstår, da de er på toppen, ligeså hårdt rammes de, da modgangen for alvor begynder at overvælde dem. Dermed bliver THE IRON CLAW ikke blot endnu en sportsfilm, men i mindst ligeså høj grad en eksistentiel familieberetning om livets foranderlighed. TIlsat en ikke ubetydelig portion humor og selvironi.
