Bag titlen THE GREEK PASSION gemmer der sig en opera i fire akter af den tjekkisk komponist og librettist Bohuslav Martinů baseret på Nikos Kazantzakis’ roman “Den evige vandring opad”.
Et dristigt og tankevækkende udspil fra Den Jyske Opera, hvis repertoire også i den nye sæson bærer præg af en sund nysgerrighed, der afspejler spændvidden indenfor operagenren – musikalsk såvel som geografisk.
Alle sejl er sat på Musikhusets store scene, der i Uta Finks scenografi fremstår som en gold modernistisk bikube, hvor hvidklædte mennesker fra en græsk landsby er optaget af at lave et passionsspil, for dermed at demonstrere deres egne ædle kristne livsværdier.
Men en bådfuld af flygtninge sætter pludselig disse livsværdier på en prøve, og de kristne synes at foretrække, at flygtningene bare forsvandt, så de kan komme videre med passionsspillet. Manolios, der er blevet personligt påvirket af sin rolle som Jesus, nægter dog at give afkald på den allervigtigste af de kristne værdier, nemlig medmenneskeligheden.
Bohuslav Martinů interesserer sig i mindre grad for flygtninge som individualister, men er mere optaget på den effekt, de har på andre, ikke mindst i den kristne verden, og konfronterer os med de kristne livsværdier, som vi indædt kæmper for, men ikke for alvor formår at efterleve.
THE GREEK PASSION fremstår som et magtfuldt værk i Philipp Kochheims iscenesættelse, selvom dele af librettoen – ikke mindst før pausen – forekommer noget bastant og gammeldags. Tekstens gennemslagskraft vil nok være større i den katolske verden, hvor passionsspillet har en mere fremtrædende rolle, men derfor kan vi sagtens relatere til budskabet og måske ligefrem lære af det?
THE GREEK PASSION rummer pompøs kormusik, der gør indtryk, men musikken er måske allersmukkest i de blide mellemspil, der lindrer i forbindelse med de ikke altid lige lette eller lydløse sceneskift.
Dirigenten Andreas Hotz får lidenskaben frem i Aarhus Symfoniorkester, og det smitter af på sangerne, der synger på engelsk med danske overtekster. James Edgar Knight har en flot stemme, der ikke mindst efter pausen kommer til sin ret. Men som Jesus-figur i passionsspillet overbeviser han ikke.
Som hans rival Pastor Grigoris fremstår Rhys Jenkins som en imposant modstander – også vokalt. Amira Elmadfa gør som Katerina indtryk – også med sin sang, og blandt de øvrige medvirkende glæder man sig over den polske basbaryton Mikolaj Bonkowski som den oprigtige præst og den unge tenor Al Dresden Ramos som Michelis.
Det giver unægtelig en ekstra dimension til forestillingen, at de flygtninge, vi ser på scenen, rent faktisk er flygtninge, og THE GREEK PASSION er alt i alt et respektindgydende tiltag som Den Jyske Opera har ære af.
(Michael Søby)