Meryl Streep blev faktisk vraget til rollen som King Kongs kæreste i genindspilningen af ”King Kong” fra 1976, og rollen gik i stedet til den tidligere fotomodel Jessica Lange, der straks blev udråbt til stjerne. Det gik dog nogle år, før Jessica Lange for alvor slog igennem som filmskuespiller med genindspilningen af ”Postbudet ringer altid to gange” i 1981.
Hendes første forsøg med den krævende rolle som Blanche i Tennessee Williams’ ”Omstigning på paradis” gav hende ikke helt det scenegennembrud, som hun havde håbet på, men Jessica Lange arbejdede videre med rollen og fik også mulighed for at spille den på scenen i London, og da en tv-udgave blev en realitet i 1993, fik hun lejlighed til at vise, hvor dygtig en skuespiller hun efterhånden var blevet. Siden hun triumferet på scenen både som Amanda i Tennessee Williams ”Glasmenageriet” og som Mary Tyrone i ”Lang dags rejse mod nat” af Eugene O’Neill.
Den både teknisk og følelsesmæssigt krævende rolle som den konfuse teaterstjerne Lillian Hall kræver både et kendskab til teater og filmskuespil. Vi skal både tro, at Lillian Hall er en stor sceneskuespiller, men også opleve mere sarte og skrøbelige sider af skuespiltalentet i de intime scener med hendes nærmeste. Jessica Lange mestrer det hele i en bevidst storladen præstation – for hendes Lillian Hall er en dame, der dyrker de store teatralske udtryk.
I Michael Cristofers iscenesættelse mærker man gudskelov en ægte fornemmelse for teater, og selvfølgelig sender han også en lille hilsen til ”Omstigning til Paradis” undervejs. For naturligvis har den store Lillian Hall spillet Blanche DuBois, en af verdensdramatikkens største roller (udødeliggjort på film af Vivien Leigh i en Oscar-belønnet præstation, der stadig regnes blandt de største i filmhistorien). Men det er ikke mindst i scenerne med den forsømte datter (en smuk indsats af Lily Rabe), at Jessica Lange viser os, at hun naturligvis stadig er en stor filmskuespiller.
Kathy Bates, Pierce Brosnan og Jesse Williams leverer alle fine og følsomme præstationer omkring Jessica Langes kraftpræstation som Lillian Hall, der under prøverne på hovedrollen i en Broadway-opsætning af Tjekhovs ”Kirsebærtræet” får konstateret begyndende demens.
THE GREAT LILLIAN HALL skal naturligvis ses på grund af Jessica Lange, der havde fortjent en Emmy for sin indsats.

