Den Grammy-belønnede spanske rapper Antón Álvarez (også kendt som C. Tangana) debuterer som filminstruktør med den bemærkelsesværdige dokumentarfilm THE FLAMENCO GUITAR OF YERAI CORTÉS. Filmens stjerne Yerai Cortés, der optræder på Roskilde Festivalen d. 2. juli, tager os med ind i sin musik, hvor sangene afspejler de personlige tragedier og udfordringer han og hans familie har haft.
Yerai Cortés er formet af sigøjnerkultur såvel som flamencomusik, og hans kærlighed til begge dele er også et udtryk for hans ømhed overfor sine forældre. Vi mærker passionen bag musikken og lidenskaben hos de mennesker, der ikke blot nyder men lever den. Enten som udøvende kunstnere eller som publikum.
Yerais forældre ernærede sig blandt andet ved at sælge hash, men netop som hans mor var blevet gravid med Yerais far, blev faderen nappet af politiet og røg i fængsel. Moderen måtte ernære sig på anden vis, og Yerai kom i pleje hos sin tante. Først flere år senere fik han at vide, at tanten i virkeligheden var moderens datter med sin første mand, der døde i fængsel efter en overdosis, og at tanten i virkeligheden var Yerais søster. Desværre døde søsteren, da hun var midt i tyverne, og Yerai fik aldrig rigtig talt med hende om situationen.
Smerten mærkes i den grad i sangene og i filmen, og THE FLAMENCO GUITAR OF YERAI CORTÉS blev ikke blot kåret som årets dokumentarfilm af Det Spanske Film Akademi, men modtog også en Goya-pris for bedste filmsang.
Så man kan roligt begive sig ind til THE FLAMENCO GUITAR OF YERAI CORTÉS, der er ligeså medrivende, som den er rørende.


