THE FANTASTIC FOUR: FIRST STEPS

★★★☆☆☆

Instruktøren Matt Shakman formår at give det seneste udspil i genren for superhelte et klædeligt tegneserie-agtigt udseende.

Pedro Pascals selvhøjtidelige Reed Richards venter barn med Vanessa Kirbys seje Sue Storm, men påtager sig også ansvaret for at redde verden fra den grumme rumgud Galactus, der kun vil skåne kloden på en betingelse: Han vil have deres baby!

Sues bror, Johnny (ganske charmerende spillet af Joseph Quinn) har desværre fået et godt øje til rumgudens hjælper Silver Surfer (en visuel effekt, som Julia Garner lægger mere krop end sjæl i), og også hyggekæmpen Ebon Moss-Bachrach i rollen som Ben Grimm har tabt sit hjerte til en kvinde.

Eneste redning synes at være at lokke rumguden ned på jorden, men har de nybagte forældre lyst til og mod på at bruge deres nuttede lille Franklin som lokkemad?

THE FANTASTIC 4: FIRST STEPS forekommer at være nogenlunde jævnt underholdende, men det er først i de sidste 20 minutter, at den for alvor bliver spændende. Bliver man hængende under de afsluttende credits, belønnes man med en foruroligende scene fra seriens uundgåelige opfølger.