THE EXORCIST: BELIEVER

★★★☆☆☆


David Gordon Green er navnet på instruktøren bag de tre seneste Halloween-film, og han har således også en del af æren for Jamie Lee Curtis’ comeback, der førte til Oscar-rollen i “Everything Everywhere All at Once”.

Nu har han fået ansvaret for efterfølgeren til 1970’ernes største filmgys, William Friedkins “Eksorcisten”. og han er tydeligvis gået til opgaven med en vis ærefrygt. Man kan især i starten se, at han har tilstræbt samme filmstil som i “Eksorcisten”, men helt på højde med Friedkin, når han er bedst, kommer David Gordon Green næppe nogensinde.

Når det er sagt, fremstår THE EXORCIST: BELIEVER som det hidtil bedste forsøg på at malke originalproduktionen for flere dollars, og et af årets bedre bud på en film fra den matte gysergenre.

Hovedpersonen Victor (den nydelige men lidt anonyme Leslie Odoms Jr.) må på et tidspunkt vælge, om han vil redde sin kone eller sin datter. Valget forfølger ham mange år senere, da hans teenagedatter og dennes veninde bliver besatte af djævelen efter et ophold i skoven.

Han opsøger derfor en tidligere skuespillerinde, hvis datter Regan for 50 år siden blev besat.

Ellen Burstyn og Linda Blair får lov til at afrunde deres roller på nogenlunde værdig vis, og karakterskuespillerinden Ann Dowd forsøger at gøre det ud for Max Von Sydow.

Denne gang står den katolske kirke dog ikke alene, men også andre trosretning opsøges i håb om redning af og lindring for de to teenagepiger. For mister vi først håbet, er alting tabt, hævder filmen og man fristes til at tilføre et amen