Joshua Oppenheimer (kendt for sine to Oscar-nominerede dokumentarfilm “The Act of Killing” og “The Look of War”) overrasker med sin spillefilmsdebut THE END. Det viser sig nemlig at være noget så sjældent som en miljøvenlig Sci Fi-musical. Uanset om man synes, at dette ret vilde eksperiment er 100 procent vellykket eller ej, så må man beundre instruktøren for hans dristighed og originalitet.
Joshua Oppenheim har fået samlet et exceptionelt hold af skuespillere til en historie, der udspiller i kølvandet på en miljøkatastrofe, der har udslettet menneskeheden på jordens overflade. En lille familie har dog formået at skabe en priviligeret tilværelse under jorden, men som det efterhånden fremgår, er der tale om en skrøbelig konstruktion baseret på status quo.
Filmens hovedperson, den naive overbeskyttede 20-årige søn spilles ganske bedårende af George MacKay, der også var midtpunktet, en skrøbelig soldat, i Sam Mendes’ blændende krigsfilm “1917”.
Ligesom filmens øvrige medvirkende, der også primært er kendt for seriøse taleroller, synger han forbløffende godt, og Joshua Schmidts poetisk musik understreger på fineste vis Joshua Oppenheimers sangtekster uden på noget tidspunkt at skygge for dem.
Tilda Swinton gav tidligere på sæsonen en dybtfølt præstation, som burde have udløst en Oscar-nominering, i Pedro Almodóvars mesterværk “The Room Next Door”. Også i THE END er hun fremragende som den forpinte moder, der prøver at fortrænge alle grusomme minder og fremtidsperspektiver ved at fordybe sig i kunsten og den lille familie.
Som hendes mand yder karakterskuespilleren Michael Shannon ligeledes en kompleks indsats og i rollen som den unge flygtning, der forstyrrer familieidylen, bemærker man Moses Ingram. Nævnes må også Bronagh Gallagher, der var et lyspunkt i Søren Kragh-Jacobsens storfilm “Skagerrak” overfor Iben Hjejle i 2003.
Man skal på ingen måde forvente en musical a la “Wicked”, da THE END på godt og ondt fremstår som en mere indadvendt musical. Men måske netop derfor skiller den sig ud fra mængden af filmmusicals, og er med sine hypnotisk smukke billeder uden sammenligning filmsæsonens mest usædvanlige danske filmudspil.
