I en tid, hvor stadig flere teatre har klassikere på programmet kun for at spille dem til ukendelighed, er det en lise for sjælen at besøge Krudttønden på Østerbro, hvor That Theatre Company giver sand en opvisning i, hvordan man spiller Harold Pinter.
Nobel-prismodtageren Harold Pinter har med eenakteren “The Dumb Waiter” skabt et slidstærkt værk, hvis tvetydige engelske titel kun til dels kommer sin ret i titlen “Køkkenelevatoren”, der ofte benyttes i forbindelse med dansksprogede produktioner af stykket.
Den fortræffelige engelsksprogede udgave, som Barry McKenna har iscenesat så sublimt, fremstår samtidig som et topmøde mellem to af vort lands ypperste skuespillere:
Ian Burns har i årtier forkælet danskerne med engelsksproget teater af høj kvalitet via That Theatre Company og brillerede tidligere på som Shakespeare-skuespiller i “Much Ado About Nothing” i Botanisk Have. Nu viser han, at han også mestre det absurde teater i rollen som den underkuede og stadig mere frustrerede lejemorder Gus, der sammen med sin makker Ben sidder i et trist kælderværelse og venter på ordre oppefra.
Da Gus til slut står med ryggen mod muren, sker det med en desperation i blikket, som ikke kun reletere til den konkrete situation, han befinder sig i, men som også får en eksistentiel karakter, der berører os alle takket være Ian Burns’ præstation.
Som hans med- og modspiller får Lars Mikkelsen er velkomment kunstnerisk comeback på scenen, som den kun tilsyneladende hyggelige Ben, der gemmer et magtmenneske bag sin umiddelbare joviale facade. En frygtindgydende tyran, der aldrig tøver med at minde Gus om hans plads i hierarkiet. Selvom vi ved, at Lars Mikkelsen har haft flere betydelige opgaver som skuespiller i USA, forbløffes man alligevel over, hvor virtuost han behersker en vanskelig britisk dialekt overfor en medspiller, der tilmed har engelsk som modersmål.
Vi glemmer næsten, hvor meget Harold Pinters THE DUMB WAITER synes at være inspireret af Samuel Becketts “Vi venter på Godot” (eller “Mens vi venter på Godot”, som den hedder i genopsætningen på Teatret ved Sorte Hest senere på sæsonen).
Samspillet mellem disse to teaterveteraner er en masterclass i skuespilkunst, og deres staccato replikkunst en musikalsk nydelse af de sjældne. Tøv derfor ikke, men skynd dig hen til Krudttønden for en teateroplevelse af de sjældne.
(Michael Søby)
