THE DISAPPEARED

★★★☆☆☆

Queer-kunstneren Nova Duh er tilbage i København som den centrale karakter i forestillingen THE DISAPPEARED, der spiller i det atmosfærefyldte store rum i LitteraturHaus på Nørrebro i København.

LitteraturHaus’ nye kunstneriske leder Jeremy M. Thomas har iscenesat forestillingen med god fornemmelse for rummets muligheder, og lyset fra de farvemarmorerede kirkeruder udnyttes smukt.

Nova Duh fremstår som en ganske karismatisk performer. Han optræder både i dristige showkostumer og så godt som nøgen. Hans show er en bizar kombination af sangoptræden, en form for interageren med publikum og en fortælling om nogle de opleveler, der har gjort ham til den stolte queer mand, han er i dag.

Om der er inviteret for mange eller for højlydte gæster denne aften, kan være svært at vurdere, men lyden fungerer ikke optimalt denne aften. Nova Duh bærer også selv en del af skylden, og han giver sig hen til intim samtale og leg med de nærmeste publikum, kan vi simpelthen ikke høre, hvad han siger.

Hans generelle artikulation kombineret med en kraftig accent, når han taler engelsk, gør at store passager af teksterne går tabt i en sal med (for) mange mennesker, og kun når han skal komme med sine konklusioner fra scenen, kan vi høre og forstå alle ordene i hver linje.

Det eneste ikke spansk-kyndige får ud af hans store sang er, at den bliver sunget med spinkel sangstemme og at den handler om homofobi. Mere eller mindre dramatiske billeder fra den lille hippi-landsby i Mexico, hvor han skabte sin første Queer-cabaret, suppleres af mobil-tekst – desværre så uskarp projiceret og vistnok kun på spansk, så de færreste havde fuldt udbytte af den.

Hvor dejlig den ledsagende musik end lød, så undgår den heller ikke at forstyrre i passager, og fordi at Nova Duh bruger hele rummet til at optræde, betyder det også, at publikum – der ikke har stole at holde sig til – meget ofte skifter stilling og plads undervejs, hvilket også går ud over opmærksomheden. Flere (tilsyneladende) heteropar opgav tilsyneladende at lytte, og når de ikke snakkede samtidig med Nova Duh, storsnavede de demonstrativt, som var det deres måde at være Queer på.

THE DISAPPEARED var næsten 40 minutter forsinket i forhold til den annoncerede længde på premiereaftenen, blandt andet men slet ikke udelukkende på grund af en forsinket ambassadør. Det betød dog, at flere forlod forestillingen, inden dens tredje og sidste del var spillet færdig.
Så der er afgjort plads til forbedringer i den kommende tid, så Nova Duhs exil-historie får den opmærksomhed, som man desværre kun fornemmer, at den fortjener.

(Michael Søby)