THE DANTE PROJECT

★★★★☆☆

Koreografen og instruktøren Wayne McGregors THE DANTE PROJECT havde urpremiere i d. 14/10 2021 på The Royal Opera House i London, og kan nu opleves i en dansk udgave på Det Kongelige Teaters Gamle Scene.

Thomas Adès ekspressive musik forløses storslået af Det Kongelige Kapel under ledelse af dirigenten Robert Houssart. Billedekunstneren Tacita Deans sceniske design mikser filmoptagelser med tegninger og fotografier, således stykkets tre akter får hver sit visuelle udtryk.

Forestillingen er baseret på den italienske digter Dantes hovedværk “Den guddommelige komedie” (oprindeligt blot “Commedia”), men Wayne McGregor afstår fra at lave en klassisk handlingsstyret ballet, og benytter snarere en emotionel fortællestil. Der mærkes især i den fragmentariske første akt “Helvede: Pilgrim”, hvor vi får serveret brudstykker af Dantes rejse mod helvede frem til mødet med satan.

I den korte anden akt “Purgatorium (skærsilden): Kærlighed” fokuseres på Dantes elskede Beatrice, og Wayne McGregor har i den forbindelse også ladet sig inspirere af Dantes digtsamling “La Vita Nuoua”, der er en hyldest til Beatrice efter hendes død.

Tredje og sidste akt varer ligeledes kun 25 minutter, og bærer titlen “Paradis: Poema Sacro”. Dante er nu nået frem til himlen, hvor han håber at møde den himmelske udgave af sin elskede Beatrice.

Ved premieren lørdag d. 4. november dansede Ryan Tomash partiet som Dante, men søndag eftermiddag d. 5. november blev opgaven varetaget af Gregory Dean. En på mange måder glimrende danser rent teknisk, men uden den mystik og åndelige overbygning, som gør, at vi kan tro på, at han er en af verdens største digtere nogensinde.

Dante er fra start iført en blå kjole, der ændrer sig i anden akt til at være både blå og rød, for til sidst kun at være rød. Klædningen får ham til at se feminin ud men det er der givetvis en forklaring på.

De kropsnære dragter, der præger de øvrige korpsdanserne, giver faktisk mere mening i denne sammenhæng, fordi det tilsyneladende nøgenhed fremhæver karakterernes skrøbelighed.

Alexander Stæger kan ikke leve op til Alban Lendorfs renomé i rollen som den ædle Virgil. Astrid Elbo er i rollen som Beatrice blev erstattet af Holly Dorger, hvis smilende væsen næsten bliver forstyrrende i dette parti.

Musikalsk og visuelt forekommer THE DANTE PROJECT ganske vellykket, med når danserne i de tre hovedpartier ikke for alvor fungerer rent dramatisk, så ærgrer man sig naturligvis over, at man ikke var med til premieren. For Dantes digtning fortjener kun den ypperligste formidling.

(Michael Søby)