Premiere-besætningen: *****
2. hold: ****
Koreografen og instruktøren Wayne McGregors THE DANTE PROJECT havde urpremiere i d. 14/10 2021 på The Royal Opera House i London, og kan nu opleves i en dansk udgave på Det Kongelige Teaters Gamle Scene.
Thomas Adès ekspressive musik forløses storslået af Det Kongelige Kapel under ledelse af dirigenten Robert Houssart. Billedekunstneren Tacita Deans sceniske design mikser filmoptagelser med tegninger og fotografier således, at stykkets tre akter får hver sit klare visuelle udtryk.
Forestilliingen er baseret på den italienske digter Dantes hovedværk “Den guddommelige komedie” (oprindeligt blot “Commedia”), men Wayne McGregor afstår fra at lave en klassisk handlingsstyret ballet, og benytter snarere en sanselig fortællestil. Det mærkes især i den fragmentariske første akt “Helvede: Pilgrim”, hvor vi får serveret brudstykker af Dantes rejse mod helvede.
I den korte anden akt “Purgatorium (skærsilden): Kærlighed” fokuseres på Dantes elskede Beatrice, og Wayne McGregor har i den forbindelse også ladet sig inspirere af Dantes digtsamling “La Vita Nuoua”, der er en hyldest til Beatrice efter hendes død.
Tredje og sidste akt varer ligeledes kun 25 minutter, og bærer titlen “Paradis: Poema Sacro”. Dante er nu nået frem til himlen, hvor han håber at møde den himmelske udgave af sin elskede Beatrice.
Ved premieren lørdag d. 4. november og udvalgte aftener efterfølgende dansede Ryan Tomash partiet som Dante. Hans intense nærvær og hans lange krops kraftfulde bevægelser gjorde, at man ikke kunne tage øjnene fra ham. Hans søgende intelligente blikke bidrog til vores oplevelse af Dante som et følsomt tænkende menneske, der prøver at forstå den verden, som omgiver ham. Ryan Tomash har aldrig været bedre, og forestillingen er også blevet en personlig sejr for ham.
Søndag eftermiddag d. 5. november blev opgaven som Dante varetaget af Gregory Dean. En på mange måder glimrende danser rent teknisk, men uden den mystik og åndelige overbygning, som gør, at vi kan tro på, at han er en af verdens største digtere nogensinde.
Dante er fra start iført en blå kjole, der ændrer sig i anden akt til at være både blå og rød, for til sidst kun at være rød. Klædningen får ham til at se feminin ud, men det er der givetvis en grund til. De kropsnære dragter, der præger de øvrige korpsdanserne, giver faktisk mere mening i denne sammenhæng, fordi den tilsyneladende nøgenhed fremhæver karakterernes skrøbelighed.
Alexander Stæger virkede for spag som den ædle Virgil i forhold til Alban Lendorfs empatiske og beskyttende Virgil fra premiere-holdet , og hvor Astrid Elbos spændende Beatrice hvilede flot i sig selv i originalbesætningen, forekom Holly Dorger mere uinteressant og fersk.
Musikalsk og visuelt forekommer THE DANTE PROJECT ganske vellykket, med når danserne i de tre hovedpartier ikke for alvor fungerer rent dramatisk, så ærgrer man sig naturligvis. For Dantes digtning fortjener den ypperligste formidling på scenen.
(Michael Søby)
