TERNET NINJA 3

★★★★☆☆

Tredje og sidste del af Ternet Ninja-trilogien viser sig heldigvis at være værd at vente på. Instruktørduoen Thorbjørn Christoffersen og Anders Matthesen har skabt en stram fortalt fortælling, og er ikke bange for at gå for vidt. Så er man krænkelsesparat, bør man blive hjemme og drikke Ørla-produkter, for TERNET NINJA 3 er i verbalt hopla og underholder fra start til slut.

Man kan mene, at filmen har lidt for mange plot-twists og ildebrande undervejs, men så længe Sirene og de tårnhøje tvillinger Mie og Fie får taletid, morer vi os kosteligt. TERNET NINJA 3 byder også på en af filmhistoriens mest groteske begravelser, og så vrimler det med gode melodier tilsat bizarre tekster.

Louis Næss-Schmidt har stadig den helt rette uskyld som Aske, og Emma Sehested Høeg og Flora Ofelia Hofmann Lindahl er også udmærkede som rivalerne Jessica og Emily, der begge har et godt øje til Aske. Men det er og bliver Anders Matthesen selv i alle de øvrige roller, der gør størst indtryk.

TERNET NINJA er mere dyster end de første to film, så man bør afholde sig fra at tage børn under 7 år med ind og se den. Sproget forekommer også så saftigt, at mindre børn ikke behøver at tage ved lære.

Animationsstilen forekommer både dynamisk og farverig, og på den tekniske front fungerer filmen også upåklageligt. Alle forudsætninger synes således til stede for, at også denne film kan blive et hit i de danske biografer.