I 1980 gjorde Björn Borg og John McEnroe Wimbledon-finalen til en af de mest legendariske tenniskampe nogensinde. Femte og afgørende sæt mundede ud i en tie-break, hvor den sindige Björn Borg sejrede over den iltre John McEnroe.
Kampen er nu blevet udgangspunktet for en co-produktion mellem Don Gnu, Bora Bora og Aveny-T – med sidstnævnte som vært ved premieren. De to garvede Don Gnu-fyre Jannik Elkær og Kristoffer Louis Andrup agerer henholdsvis Don McEnroe og Björn Gnu – hvor Don i forbindelse med deres særlige form for fysisk teater er udtryk for egocentrisk adfærd, mens Gnu indikerer, at man i højere grad er et flokdyr.
Eilev Skinnarmo har skabt en alternativ tennis, der løbende leger med størrelsen på en tennisbane afhængig af, hvem der har overtaget i kampen. Christoffer Breknes animerede filmudgave af optagelser fra kampen kombineres med lydeffekter og sanselig musik fra Alice Carreri.
Men i centrum står Jannik Elkær og Kristoffer Louis Andrup, og det er både godt og ondt. Rent koreografisk udviser de en vis alsidighed, men det har en tendens til at trække de enkelte sekvenser for langt ud, og en forestilling på knap en time havde nok været at foretrækker.
Denne eftermiddag aner man også en vis mathed især hos Jannik Elkær, der også har den mest fysisk krævende rolle som hystaden McEnroe. Men ligesom McEnroe forligede sig med kampen som årene gik, og i stedet så det store perspektiv i, at han havde været en del af historiens måske mest uforglemmelig tenniskamp, så er Jannik Elkær og Kristoffer Louis Andrup også finest, når de blot danser sammen til sidst, og lukker op for mere sarte, intime og feminine sider af deres maskuline talenter. Den personlige sejr er ikke altid det vigtigste.
Rent skuespilmæssigt har de deres begrænsninger og den fysiske lethed forekommer ikke længere konstant, men tager man de nostalgiske briller på, kan man ikke undgå også at blive berørt af disse herlige kropskunstnere, der har fortryllet et stort publikum – også udenfor landets grænser – som duoen Don Gnu siden 2010. Det er der i den grad grund til at klappe af.
(Michael Søby)
