Hvis Bruce Lee var et dyr, hvilket dyr ville han så være? Tegneserietegnerne Kevin Eastman og Peter Laird legede med ideen, og resultatet blev Teenage Mutant Ninja Turtles. De første tegneseriehæfter om de fire skildpaddedrenge udkom i 1984, og blev udsolgt, og snart var vejen banet for de første film.
I 1990 fik padderne således deres filmdebut i live action-filmen “Teenage Mutant Ninja Turtles”, der ligesom dens to efterfølgere fik en blandet modtagelse af pressen, mens publikum var mere imødekommende. En tv-serie fulgte i 2003 og skabte grundlaget for den første animationsfilm om de kampdygtige skildpadder TMNT i 2007. Syv år senere forsøgte man sig igen med en nogenlunde vellykket live action-film, men efterfølgeren to år efter floppede til gengæld kommercielt som den første af de seks padde-film.
Den seneste og syvende film, TEENAGE MUTANT NINJA TURTLE – MONSTER MAYHEM, har derimod været et hit i USA blandt de teenagere, der tydeligvis er målgruppen. Dialogen, om blandt andre Seth Rogen har bidraget til, er ganske rap, og det er lykkedes manuskriptforfatterne samt filmens instruktørduo Jeff Rowe og Kyler Spears at opdatere og udvide universet, så karaktererne føles relevante i dag.
Samtidig har man også en del nostalgiske indslag med, så enhver bedstefar, der tager sine børnebørn (i teenagealderen!) med biografen ikke føler sig snydt. Vi får blandt andet et klip fra “En vild pjækkedag” (“Ferris Bueller’s Day Off”) fra 1986 samt en syret udgave af homo-bandet 4 Non Blondes pladehit “What’s Going on?”. Med en buttet afro-amerikaner i den kvindelige hovedrolle cementerer TEENAGE MUTANT NINJA TURTLE – MONSTER MAYHEM ligefrem nutidens rummelighed overfor diverse former for minoriteter.
TEENAGE MUTANT NINJA TURTLE – MONSTER MAYHEM er dog mindst ligeså voldsom og støjende som de seks forrige film, men stadig den hidtil bedste, fordi at animationen ikke er Disney-pæn, men klart inspireret af Kevin Eastman og Peter Lairds håndtegnede serie.
Sylvester Nye, Nikolaj Morild Marckmann, Sigurd Philip Dalgas og Nicolas Cantu skaber en god fælles energi som paddedrengene Leonardo, Michelangelo, Raphael og Donatello.
Lars Ranthe kan i sagens natur ikke tilføre rollen som den aldrende kampsports-rotte Mester Splinter samme aura som Jackie Chan gør i originalversionen, men yder et godt stykke arbejde. Stran Ezgi Benli er direkte glimrende i den kvindelige hovedrolle som pigen, der drømmer om at blive nyhedsvært, men som bare lige skal lære at styre sine nerver, så hun ikke kaster op i en direkte udsendelse.
For en gang skyld kan man godt forsvare at tage sin børn med ind og se en film om de kampklare skildpadder. Vel at mærke så snart de er blevet teenagere – og ikke een dag før.
