Sæsonen 2026/2027 markerer et farvel til Morten Kirkskov, der har meddelt, at han stopper sit succesfulde virke som Det Kongelige Teaters succesfulde chef for Skuespillet. Men sæsonen bliver også en afsked med et af dansk teaters smukkeste parløb, samarbejdet mellem iscenesætter Staffan Valdemar Holm og scenografen/kostumedesigneren Bente Lykke Møller. I knap 40 år har de kreeret henved 100 forestillinger i Sverige, Tyskland, Serbien, Frankrig, Spanien, Chile og Danmark, hvor de med æstetisk konsekvens og kunstnerisk teaterleg har udforsket selve teatrets væsen.
TEATERMASKINEN på Skuespilhusets Store Scene er ikke blot blevet konklusionen på deres livslange arbejde, men gudskelov også kulminationen. Teater i sin reneste og klareste form. Udløst af et spørgsmål, som selv Staffan Valdemar Holms geniale landsmand og kollega Ingmar Bergman betroede ham, at han aldrig fik svar på: ”Hvordan gør de, skuespillerne?”
Med seks af de allerbedste skuespillere på den store nøgne scene dykker vi ned i en teaterhistorisk collage baseret på et unikt frugtbart samarbejde mellem Staffan Valdemar Holm og Bente Lykke Møller.
Stina Ekblad, der er uddannet som skuespiller i Danmark og som fik sit internationale gennembrud i Ingmar Bergmans ”Fanny og Alexander”, er det fysiske bindeled mellem Ingmar Bergman og kunstnerparret Staffan Valdemar Holm/Bente Lykke Møller. Hun åbner denne generøse teaterfest med en tekst, der blandt andet omhandler mammutter fra det høje nord. Allerede her aner vi, at det også bliver en overrumplende morsom aften. For pludselig bliver hun afbrudt af Karen-Lise Mynster, der bestemt ikke synes, at dette er den rigtige måde at begynde på. Selvfølgelig må forestillingen starte hos de gamle grækere, hvor teatret blev født.
Der opstår en heftig debat, der kulminerer i, at Stina Ekblad meddeler, at hun vil forlade forestillingen, men hun sætter sig heldigvis kun ned til bagscenen for at surmule. Pludselig skærer Olaf Johannesen igennem og med slet skjult skånsk dialekt, som man fristes til at kalde Staffan Valdemar Holmsk, beslutter ”instruktøren”, hvilken vej de skal bevæge sig videre ad.
Vi når naturligvis til de gamle grækere og deres saftige kvinderoller, videre til Shakespeare og Tjekhov og får et uddrag af Moliéres ”Scapins rævestreger” spillet som ”Italiener” dvs. lynhurtigt.
En håndfuld af skuespillerne får også bastant lærdom af den en grinagtig og frygtindgydende Tina Gylling Mortensen som selvbestaltet ”pædagogisk ressource”. Hendes vejrtrækningsøvelser er nær ved at tage livet af skuespillerne, og mens den ”pædagogiske ressource” slagter alt, hvad Karen-Lise Mynster ved om skuespilkunsten, forandrer Karen-Lise Mynsters ansigtsudtryk sig fra forbløffelse og afmagt til håbløshed og desperation, indtil hun bryder sammen i gråd.
Nicolas Bro må finde sig i at blive nedgjort for en bevægende præstation, hvor en ætsende Stina Ekblad, der slår fast, at hans følelser skygger for teksten! Jo tak, teater er ikke for småbørn.
Da slet ikke den foruroligende børneteater-forestilling, som den ”pædagogiske ressource” sender på turné: En aggressiv udlægning af et enkelt afsnit i Selma Lagerlöfs ”Gösta Berlings Saga”, hvor de medvirkende skal agere dyr (med Jens Albinus som en uforglemmelig væsel). Skuespillerne bliver dog beordret til at fortabe sig i det dyriske og ender desværre med at bide børnene!
Der bliver naturligvis også plads til andre af de store svenskere i det manuskript som Staffan Valdemar Holm har skabt i et frugtbart samarbejde Benedikte Hammershøy Nielsen, bl.a. August Strindberg (trekantsdramaet ”Frk Julie”) og Lars Norén (alkoholist-tragedien ”Natten er dagens mor”).
Den store overraskelse, hvis pointe ikke bliver afsløret her, kommer efter pausen, hvor vi får en stærkt komprimeret udgave af nytårsfarcen ”90-års fødselsdag” med en kostelig morsom Olaf Johannesen som den drikfældige butler James, og Stina Ekblad som alletiders mest appetitlige Miss Sophie.
Karen-Lise Mynster giver komikken et om muligt endnu mere grotesk lag som et klynkende tigerskind, der venter på, at James snubler over det. Vi får tilmed en forklaring på, hvad der sker med James og Miss Sophie, efter den sidste replik er sagt.
Får vi svaret på, hvordan skuespillerne gør, hvad de gør – aften efter aften? Nej, det gør vi naturligvis ikke. Det er derfor, at vi til stadighed må gå i teatret. Men et bedre bud på et svar, end det som Bente Lykke Møller og Staffan Valdemar Holm giver os i det royale skuespilhus får vi næppe nogensinde. Tak for det hele.
(Michael Søby)
