Titelsangen fra filmklassikeren “Forelsket i København” indleder aftenens teaterkoncert på Østre Gasværk. Først som nynnende solo for siden at udvikle sig til en slags jamsession. Så vidt så godt. Herefter får vi Kim Larsens “Det Er En Kold Tid” (også kendt som “Østre Gasværk”), og så er vi for alvor i gang.
Men så begynder forestillingen så småt af falde fra hinanden og et teknisk uheld gør ikke sagen bedre. Gradvist får man en fornemmelse af, at der mangler noget. En retning. En stil. En mening.
Stine Bramsen lufter kun i glimt sin gode sangstemme, og forfalder ofte til en underlig kælen lillepige-attitude. Hendes sødladne formidling af flere af teksterne skygger simpelthen for hendes talent. Så foretrækker man faktisk Sharon Kumaraaswamys råberi om rotter og det der er værre. Her mærker man en i det mindste en gennemslagskraft, der dog fortoner sig, når man ikke kan høre alle tekstlinjer tydeligt.
Bjørn Fjæstad har derimod en klar diktion og tilmed en rå ryst, der passer til det upolerede Gasværk, men igen savner man en overordnet ide med fortolkningerne. Selv en stjerne som Kira Skov virker sært anonym denne aften, hvorimod Lea Thiim Harder får alt ud af sine to solosange. Den svenske sangerinde Lucky Lo forekommer at være lidt på udebane i denne sammenhæng, og et andet ungt talent William Torp synes klart at have mere sans for sang end skuespil.
Det er ikke meget teater at hente inden pausen. De medvirkende lirer ofte blot deres tekster af, uden at det altid er indlysende, hvorfor lige netop denne sang skal med. Flere af sangene nævner end ikke København, og rent stilmæssigt skriger det i alle retninger på den dumme måde.
Efter pausen kommer teatrets nye teknologi (TheatreMax®) mere til sin ret i forbindelse med nogle store ansigtsprojiceringen på den halvcirklede mur bag scenen. Scenografen Palle Steen Christensen har givet også haft en fest med at skabe de cyklende køer på den buede bagvæg.
Men hvorfor samtlige kostumer skal være grimme forstår man ikke. Er det virkelig sådan, at København ser ud? Tøjet synes et langt stykke af vejen at være hentet i de medvirkendes egne garderober, og kun nogle uklædelige dynejakker og noget gammeldags cirkuskluns kan have belastet kostumebudgettet.
Til slut får vi et medley, der tilsyneladende består af en linje eller to fra samtlige de sange, der ikke var blevet plads til i deres helhed. En næsten endeløs rodebutik med alt fra en fodbold-sang baseret på det gamle hit “I Don’t Like Mondays” af The Boomtown Rats” til segmenter fra små hyldestkvad til kvarterer i hovedstaden. Det var i øvrigt Olga Svendsen og ikke Lily Broberg (som det fremgår af setlisten), der sang originaludgaven af “København, København” i filmen “Københavnere” fra 1933.
Sjælen og oprigtigheden fortoner sig i Niels Erlings diffuse og overfladiske iscenesættelse, der vil det hele, men formår for lidt.
Mon dog ikke det går bedre for den dygtige teaterchef Søren Møller og co. næste gang, når de både har en god historie og en visionær kunstner som Sting med i pakken? “The Last Ship” får skandinavisk premiere d. 21. februar 2025. Der får man ikke en slap koncert forklædt som teaterkoncert, men et stykke gedigent musikdramatik med potentiel dybde.
(Michael Søby)
