I de senere år har der været en del film, der fokuserer på kvinders vilkår i den professionelle sportsverden. Men Zar Amir og Guy Nattivs film om den iranske jūdōka Leila Husseini er i en klasse for sig selv.
Titlen TATAMI henviser til den måtte, som man skal holde sig indenfor i en judokamp, men bliver også en ganske sigende metafor for de strikse regler, som mange kvindelige sportsstjerner er underlagt, når de skal repræsentere et land, der har praktiseret kvindeundertrykkelse i årtier.
Arienne Mandi spiller med både fysisk og psykisk overbevisning Leila, der må forlade sin mand og barn for at rejse til Georgien og deltage i verdensmesterskabet i judo. Mens hendes familie hepper på hende derhjemme, modtager hendes træner, den tidligere judostjerne Maryam, pludselig et krav fra det iranske idrætsforbund om, at Leila skal trække sig fra konkurrencen. Risikoen for, at hun kommer til at møde en israeler i finalen er for stor, og da Israel og Iran er i åben konflikt med hinanden, bliver Leila bedt om at trække sig på grund af en skade. Da Leila nægter, vokser presset også markant for Maryam, der i sine unge dage selv var i en lignende situation. Begge kvinder bliver gradvist bevidstgjort om, at deres handlinger ikke blot kan få konsekvenser for dem selv, men også for deres familier.
TATAMI bliver dermed meget mere end en film om sport, men også et neglebidende spændende politisk drama, hvor intet mindre end den frie vilje er på spil. Udover Arienne Mandis magtfulde præstation i hovedrollen, fryder man sig også over instruktøren Zar Amirs intense præstation som Maryam, der genoplever sin egen ydmygelse mange år tidligere.
TATAMI fremstår således som et must for alle, som vil have indsigt i de mekanismer, der går forud for de såkaldte sportsprogrammer, som vi til stadighed belemres med på TV.
