Kim Fupz Aakesons bøger synes næsten at være garant for en munter børneteater-forestilling, og TANDFEEN, en fri bearbejdelse af Aakesons “Hvidt og Blidt & Kridt”, er heldigvis ingen undtagelse.
Teater Patrasket modtog for nogle år siden en Reumert-nominering for den, og nu kan man opleve den på en velfortjent turné, der i påsken har ført den til det børnevenlige teater Anemonen i det indre København.
Tre skæggede mænd af forskellig alder, højde og drøjde lægger stemmer til alle forestillingens karakterer – og spiller oven i købet på instrumenter. Forestillingens hovedperson, drengen Anton, og hans grimme grædende lillesøster gestaltes dog af nogle fortræffelige dukker, som Katrine Karlsen kan tage æren for.
Anton husker tilbage på dengang alt var så godt som lykkeligt, da han var alene med far og mor. Men nu har hans infame lillesøster gjort dagligdagen til et inferno med sin nattehyleri.
Anton har ellers nok at se til med hele to rokketænder, så da tandfeen dukker op – i en mildest talt aparte fremtoning og med hang til bandeord, vil Anton kun give rokketanden fra sig, hvis tandfeen tager lillesøsteren med sig. Det gør tandfeen så, men snart melder den dårlige samvittighed sig i Anton. For han fik ikke fortalt TANDFEEN, at lillesøsteren ikke kan tåle mel.
Anton indser hurtigt, at han er nødsaget til at finde lillesøster igen, inden far og mor vågner, og selvom han egentlig ikke har modet til det, giver han sig ud på en farefuld færd gennem Nattens By (en lille genistreg af scenografen Julie Forchhammer) i håb om at finde Tandfeens slot.
Søren Møller Pedersen, Dirck Backer og Bastian Popp veksler skægt mellem den lidt grovkornede komik, som børn mellem 5 og 10 år ofte holder meget af, og Bastian Popp har tilmed skabt lidt i ørefaldende musik, der hjælper historien godt på vej.
Maria Myrgårds iscenesættelse lader os møde en flok farverige skabninger bl.a. fire akrobatiske klovne, inden alt kan ende godt, og hele tre fremkaldelser vidner om, at også børnene havde nydt de godt tre kvarters eventyr om Anton, hans vrælende lillesøster og en dybt aparte tandfe.
(Michael Søby)
