Bag den stærke bevidst tvetydige titel gemmer der sig en nyfortolkning af den græske myte om Pandora og hendes æske, udødeliggjort på film for snart 100 år siden af Georg Wilhelm Pabst med Louise Brooks som Pandora.
I Teater Mikado og dramatiker Johanne Petrine Reynbergs bearbejdelse, der opføres på Aveny-T, er det blevet en beretning om verdens første kvinde, gudernes gave til menneskeheden, men ifølge legenden også deres straf. For kvinden er udstyret med et hundehjerte, og trods hendes smukke ydre, er hun et dyr inderst inde.
Boksen er i moderniseringen blevet en krukke, men måske var den tom og Pandora uskyldig? Johanne Petrine Reynbergs forsøg på at gennemhulle den græske digter Hesiods udgave af myten er ikke uinteressant, men bliver aldrig for alvor givende dramatik i Alexandra Christensens underligt ubeslutsomme iscenesættelse.
Hvorfor skal guderne opføre sig som den mest opkørte del af vor tids ungdom – er det fordi, at disse unge opfatter sig selv som guder? Det bliver aldrig helt klart, men gør det svært for de unge lovende skuespillere – Mynte Vesti og Tue Lodberg Nyland – der både skal agere guder og titanere. Især Tue Lodberg Nyland får vist en vis spændvidde i talentet koblet med en ikke ubetydelig scenisk charme, men rollerne er og bliver utaknemmelige.
Maria Nor Ahrensberg har som Pandora trods alt den bedste rolle, men vi har svært ved at få øje på tævehjertet i hendes lidt for nydelige og velafstemte fremstilling.
Aleksandra Lewon har skabt en ganske original og visuel fascinerende scenografi med mobile ringe (skiveskårede stofruller?), ophængte glasstykker og et smukt marmoreret græsk kurbad (uden vand!). Men igen er det som om, at iscenesætteren Alexandra Christensen ikke rigtig ved, hvad hun skal stille op med det.
TÆVEHJERTE bliver således på mange fronter en frustrerende oplevelse, men man mærker dog, at der er både tanker og vilje bag – også hos de medvirkende – og så er en teatereftermiddag aldrig helt spildt.
(Michael Søby)
