TA’ MIG SOM JEG ER

★★★★☆☆

Teaterkoncerten TA’ MIG SOM JEG ER er en smuk hyldest til Grethe Ingmann, og forestillingen opnåede da også en Reumert-nominering som årets musical/musikteater sidste år.

Forestillingen er produceret af Sjællands Teater/Jangmarks Agentur i samarbejde med Trine Pallesen, der også er forestillingens bærende kraft – både sangligt og skuespillermæssigt.

Med på scenen ved repremieren i Tivolis Glassal, hvor Grethe Ingmann i øvrigt også har optrådt, er et ganske forrygende 6-mandsorkester med Mathias Grove i spidsen. Guitaristen Regin Fuhlendorf illuderer udmærket som Jørgen Ingmann, den mand, som Grethe Ingmann betragtede som “mit livs kærlighed”.


Trine Pallesen imponerer med sin vokale spændvidde – fra jazz og swing til mere banal pop og anstrengt disco. Sammen med Jørgen Ingmann brød hun igennem med den smukt melankolske “Blot slentre gennem regn”, og de vandt tilmed det europæiske Melodi Grand Prix med “Dansevise”. Senere hittede hun som solist med de mere danskpoppede solskinssange som f.eks. “Vi får solskin i morgen” og “Sol sol, kom igen”. Men vi får også nogle betagende sørgmodige jazzballader som tiltrængt modvægt

På godt to timer kommer vi igennem et væld af kendte og ukendte sange fra Grethe Ingmanns repertoire, men ikke hendes Grand Prix-duet med Bjarne Liller, “Alt er skønt”, der ellers var lige ved at slå “Disco Tango” i den danske Grand Prix-finale.

Rent dramatisk bliver forestillingen også en sejr for Trine Pallesen, og hendes kropsprog forandres markant fra Grethe Ingmanns håbefulde energiske teenageår og frem til en alt for tidlig afslutning på karrieren i en alder af 52 år efter en hård offentlig skilsmisse og druk.

Men også søsteren Sofie Pallesens følsomme og musikalske iscenesættelse fortjener ros, og dramatikeren Anna Panduro får givet historien en vis dybde – ikke mindst efter pausen. En forestilling som TA’ MIG SOM JEG ER klæder virkelig Tivolis Glassal, og så får man jo en gratis Tivoli-tur oven i købet.

(Michael Søby)