Det er ikke tilfældigt, at filmens titlen leder tankerne hen på små østeuropæiske lande som Slovenien og Moldavien. For filmen udspiller sig i et eventyrligt landsbysamfund af i går og ikke mindst de fine struttede kjoler, der pynter i landsbyidyllen, virker som et nostalgisk gensyn med Østeuropa før Berlin-muren.
SYLVANIAN FAMILIES FILMEN er dog japansk, skrevet Hirotoshi Kobayashi og instrueret af Kazuya Konaka. Men heldigvis milevidt fra de hektiske manga-animationsfilm, som især ungdomsgenerationen har taget til sig.
SYLVANIAN FAMILIES FILMEN henvender sig ligesom legetøjet af samme navn til mindre børn fra tre år og op. Der fortælles i et sindigt tempo understreget af en klassisk opbygning bestående af en prolog, tre kapitler og en epilog, og med en spilletid på 65 minutter passer den perfekt til sin målgruppe.
Filmens undertitel “Den store gavejagt” henviser til Freja Chokoladekanins trængsler med at finde en fødselsdagsgave til sin mor. Freja har nemlig rigeligt at se til, for hun har nemlig fået til opgave at vælge årets træ i forbindelse med årets stjernefestival, og den finder sted netop på hendes mors fødselsdag.
De unge og relativt ukendte skuespillere, der ligger stemme til Freya, Créme, Coco m. fl. er udmærkede, og helt fremragende forekommer Jesper Voetmann som Bruce. En enspænder, der vil nå at se verden, inden det er for sent, men også en mand med et hjerte, der banker for Sylvanian Village og dens beboere.
SYLVANIAN FAMILIES FILMEN fremstår som sommerferiens bedste tilbud til de allermindste, og med et smukt budskab om, at en gave ikke nødvendigvis behøver at have kommerciel værdi for at være god.