Ligesom sin landsmand Ken Loach har Mike Leigh i over et halvt århundrede skabt britisk filmkunst, der har høstede de største anerkendelser på diverse internationale festivaler, men ikke een eneste Oscar. 7 Oscar-nomineringer (5 for manuskriptskrivning og 2 for instruktion) er det dog blevet til for Mike Leigh, og også i år var han med i opløbet om nomineringer, men blevet som så ofte før forbigået. Det samme gjalt den fortræffelige Marianne Jean-Baptiste, der spiller sit livs rolle i Mike Leighs SVÆRE SANDHEDER (“Hard Truths”)
Man har svært ved at forstå, hvordan Marianne Jean-Baptiste skulle være ringere end Demi Moore og Mikey Madison, men måske det faktum, at Marianne Jean-Baptiste beholder sit tøj på gennem hele filmen kan ha’ være afgørende? Marianne Jean-Baptiste var dog nomineret helt tilbage i 1997 for sin birolle i Mike Leighs guldpalme-vinder “Hemmeligheder og løgne”.
Det ændrer dog ikke på, at hun i SVÆRE SANDHEDER yder en af filmsæsonens mest rystende skuespillerpræstationer som den nedkørte Pansy. I starten kronisk aggressiv og utilnærmelig, indtil hun indser, hvor rædselsfuldt et menneske, hun er blevet og hvorfor. For så til allersidst at se sin skæbne låst, fordi hun har været for længe om at handle på det, hun dybest set godt har vidst, siden hun blev gift.
Michele Austin yder en empatisk indsats som Pansys søster, Chantelle, der af et ærligt hjerte forsøger at hjælpe sin søster, der ikke vil hjælpes. David Webber tegner et uhyggeligt portræt af den forbitrede ægtemænd, som man næsten får ondt af, hvis ikke det lige var forbi, at han kan opføre sig ligeså grusomt som sin hustru. Tuwaine Barrett er sært rørende som den forknyttet Moses, for hvem alt håb synes ude. Eller er det?
Mike Leigh sørger i al fald for den lille sprække af håb, som er nok til, at lidt sollys kan titte frem, så en kuldslået blomsterspire får lidt at lune sig på.
