Satiregruppen Magt bliver bare bedre og bedre, og derfor giver det i mere end een forstand virkelig god mening, at deres nye show hedder SUPERMAGT. Fordi de både musikalsk og humoristisk topper, og fordi deres show i endnu højere grad end tidligere har vue ud af andedammen, samtidig med at de hjemlige tosser får de klø, de fortjener.
Lige på undtagelse af rødtoppen Inger Støjberg, som får et hyldestkvad, hvilket i Købeni havn er som at vifte en rød klud foran tyren. Men publikum kan heldigvis godt se komikken bag, og den iørefaldende melodi bidrager også til at gøre nummeret til et uventet hit.
Sangen viser også, hvilket mod de seks magthavere har i Pelle Koppels sprudlende iscenesættelse. Deres tekstmateriale fejrer triumfer – ikke mindst i et nummer, hvor generationerne støder sammen i kønskampen. Junior er woke og senior er boomer, men hvem har egentlig mest ret eller uret?
De politiske ledere fra USA, Kina og Rusland tørner sammen i et andet af forestillingens højdepunkter, kun for at blive belært af en meget jævn dansker. Men så rotter de tre supermagtchefer sig sammen mod det danske hykleri.
Musikalsk fryder man sig både over at alsidigt pirat-potpourri, og når Morten Munk og Christoffer Christensen for alvor slår sig løs på diverse instrumenter. Jonas Stimose er garant for en særlig skæv form for humor, der klæder forestillingen, og Thomas Neergaard kan synge den russiske nationalsang så flot, at selv ukrainere må få lyst til at synge med. Mads Andersen mestrer både blues og country, og Steffen Jespersen får lejlighed til at vise, hvorfor han regnes for det største operatalent lige nu.
Efter aftenens forestilling kan Magt godt tillade sig at tage navn efter showet, for aldrig har man oplevet en mere intelligent, vittig og velsyngende satiregruppe på Bremen.
