Opfølgeren til ”Super Mario Bros. Filmen” fra 2023 er bestemt ikke ringere end forgængeren, selvom ordet ”Galaxy” i titlen næppe vil appellere til ældre generationer af biografgængere.
Men yngre biografgængere er tilsyneladende stadig vilde med rumeventyr, og både Ryan Goslings rumrejse og brødrene Mario og Luigis udflugt til det ydre rum har allerede opnået stor succes i deres hjemland.
Pilou Asbæk og Cyron Bjørn Melville er tilbage som de dynamiske brødre fra Svamperiget, men også Joakim Lind Graae Tranberg som Fox McCloud og Szhirley (Nova Beanca Rokahaim) som Honey Queen bidrager konstruktivt til den farverige underholdning på det danske lydspor. (filmen kan dog også opleves på originalsproget, men det bliver den ikke nødvendigvis bedre af). Man kan endvidere opleve de populære Nintendo-figurer i 4DX.
Aaron Horvath og Michael Jelenic har også denne gang stået for instruktionen, og denne gang synes de at have en bedre fornemmelse for filmens målgruppe. Og i en tid, hvor en films biografsucces i højere grad har indflydelse på dens anerkendelse i branchen, bør man slet ikke udelukke, at SUPER MARIO GALAXY FILMEN kan komme på tale til en Oscar-nominering næste år.


