Dramatikeren Mette Hornbek Hansen har forfattet et lyddrama om Maskinhallen Sundholms dunkle fortid som tvangsanstalt for samfundets svageste. Men Sundholm dannede også rammen om en kærlighedsfortælling, og via lydnedslag i Sundholms historie får et indblik i udviklingen i behandlingen af psykisk skrøbelige gennem tiden.
Dygtige skuespillere som Patrick Baurichter, Ida Cæcilie Rasmussen, Benjamin Kitter, Kasper Leisner, Claus Flygare, Anders Budde Christensen og forestillingens medinstruktør Joen Højerslev bidrager positivt med deres udtryksfulde stemmer.
Forestillingens anden instruktør Lars Lindegaard Gregersen kan også opleves som artist på scenen, men han synes i nogen grad ladt i stikken af dramatikeren og af sin egen iscenesættelse.
Der sker simpelthen for lidt på scenegulvet. Det er som om, at lydoptagelserne har suget al prøvetid til sig, og efterladt de to hovedrolleindehavere på herrens mark. Albert Ivarsson formår dog at more med sit pudsige kropssprog og sin spøjse mimik, der leder tankerne hen på The Muppet Shows space lab-sketcher.
Ambre Ros og Antoine Dupeyrots kærlighedsdans og kropsakrobatik søger for en tiltrængt pause fra lydbølger og diverse fagudtryk, og kulminerer i en smuk slutning.
Men en mere fyldig og kalorierig rammehistorie synes at være en forudsætning for, at vi for alvor engagerer os i dette lyddrama.
(Michael Søby)


