STUPID MAN – THE MUSICAL

★★★★☆☆

Med en flot og funktionel scenografi i ryggen samt et velsyngende og velspillende hold på scenen fortjener STUPID MAN – THE MUSICAL i Tivolis Koncertsal at blive en succes.

Ganske vist er musicalen hverken så original som Kenneth Kreutzmans infernalske homoerotiske teaterkoncert ”Stupid Man” i sæsonen 2011/12 eller den elegante men dystre ”Teaterkoncert Thomas Helmig” fra 2025 (der genopsættes på Aarhus Teater næste år).

Men til gengæld får vi en farverig feel-good musical i flot grafisk indpakning. Scenografen Kirsten Brinks bevægelige etageejendom overgår faktisk de visuelle tiltag i forbindelse med de førnævnte teaterkoncerter, og så bærer man gerne over med banaliteterne i Gabriel Bier Gislasons ellers sympatiske manuskript, der bruger lidt for meget tid på, at karakterer låses ude eller lukkes inde.

Martin Greis-Rosenthal og Amalie Mørup kan ikke gøre ved, at deres surmulende og klynkende karakterer primært er irriterende. Den faldgrube undgår den velsyngende og ganske morsomme Søren Torpegaard Lund heldigvis som den konstant bekymrede nybagte far, der heldigvis udvikler selvironi – dog ikke uden brug af alkohol. Som hans hårdt prøvede kæreste viser Cristopher Rørmose nye sider af sit talent – især som skuespiller. Sammen viser de, at en Stupid Man også kan være homoseksuel, og det er i grunden befriende.

Max Emil Nissen yder en elskelig indsats som den udenlandske nabo, der tålmodigt viser gæstfrihed, når der er mest brug for det, og Thomas Helmigs bedste sang ”Malaga” har næppe nogensinde været mere fuld af længsel end i Trine Pallesens version. Hun forbedrer tilmed sangen ved at synge ÅRhus – og ikke årHUS, og det klæder i det hele taget ”Malaga” at blive sunget af en fuldmoden kvinde.

Helt i særklasse er Szhirley og Jakob Femerling. Drøncharmerende på hver deres måde, og med sjæl og sødme i stemme og krop.

Kun ensemblet slipper dog for at blive parret, inden forestillingen er forbi, men både Rikke Buch Bendtsen og Anton Vammen rummer heldigvis så meget individuel kunnen henholdsvis sangligt og dansemæssigt, at der nok skal komme nye tilbud til dem. De måtte dog gerne have fået mere plads i forestillingen.

Joy-Maria Frederiksens kærlige iscenesættelse og Peter Friis’ dynamiske koreografi sørger heldigvis for, at alle har deres øjeblikke. Forestillingens kapelmester og arrangør Joakim Pedersen havde fortjent et stort orkester, så forestillingen også rent musikalsk bliver endnu mere nærværende live. Nu fremstår STUPID MAN – THE MUSICAL som en succes, men med et stort orkester kunne forestillingen måske været blevet en triumf? Tilliden til Thomas Helmigs musik er i al fald ikke blevet mindre.

(Michael Søby)