Der går en lige linje fra den komiske kvindeduo Søs & Kirsten til Stougaard og Berlin. Åbningsnummeret i STOUGAARD & BERLIN – ALT ER FERPEKT på Riddersalen kan ligefrem ses som et forsøg på at opdatere de fedladne mandschauvinister, som Søs (Egelind) og Kirsten (Lehfeldt) gestaltede i midten af 1980’erne. Forskellen synes primært at være, at mændene i dag er bevidste om, at det er forkert at tale om og behandle kvinder på nedværdigende vis, men at de gør det alligevel.
Som titlen antyder, så alt netop ikke perfekt – heller ikke i denne forestilling, hvor ideerne ofte synes bedre en teksterne. Man fornemmer, at en iscenesætter, der kunne vurdere forestillingen udefra, ville have været gavnlig for det endelige resultat.
Men det er godt set af Sofie Stougaard og Vicki Berlin, at der må være plads til en moderne kvindekabaret i det danske teaterlandskab. Vel har Ditte (Hansen) og Louise (Mieritz) sat sig på markedet i film- og tv-sammenhænge, men netop på en scene som Riddersalen, hvor der er en lang tradition for kvindekomik af fineste slags anført af den uforlignelige Jytte Abildstrøm, virker det helt rigtigt at gøre forsøget.
Sangstemmerne slog dog ikke til denne eftermiddag, for niveauet i København på den front er simpelthen højt, hvad man bl.a. kan opleve nogle få 100 meter længere nede af gaden på Falkonerscenen, hvor Disney-musicalen ”Frost” rummer to af teatersæsonens største sanglige præstationer.
Men Vicki Berlin og Sofie Stougaard har begge en befriende uforfængelig tilgang til komik, hvilket blandt andet understreges i en filmsekvens, hvor de begge vandrer ned ad Frederiksberg Allé, mens de smider al tøjet helt i tråd med forestillingens grundide.
Sjovest er de dog som aldrende skuespillerinder, der egentlig ikke kan holde hinanden ud, men der er ikke så mange andre, som melder sig. Også sketchen med de lidet festlige og i øvrigt dybt uenige ”sjove” søstre” har potentiale.
En opremsning af kvindelidelser kulminerer i herligt primitive primalskrig fra provinsen, og den er også hug til tonen på de sociale medier og ældre menneskers udfordringer med ny teknologi.
En iscenesætter samt tekster udefra bør dog være en forudsætning for den to’er, som man gerne under disse to gæve revyveteraner.
(Michael Søby)
