Hvert år byder Folketeatret på en gratis Shakespeare-inspireret forestilling ved søen i Ørstedsparken. Kvaliteten er unægteligte svingende fra år til år, men den cyklende teatertrup Shakes er sædvanligvis leveringsdygtig i gakket humor, bizarre genbrugskostumer, excentrisk hår og banal pop.
I år er det William Shakespeares STORMEN, det går ud over. Et vanskeligt stykke om en gruppe mennesker, der skyller i land på en øde ø, og som i Shakes-udgaven også kommer til at handle om vestlig imperialisme.
Thomas Markmanns bearbejdelse forekommer lidt for omstændelig til dette format (fem kvarters friluftsteater), og Kristoffer Lundbergs iscenesættelse mangler fokus. Så de fire skuespillere må et langt stykke af vejen klarer sig selv – ikke ulig flere af stykkets karakterer.
Bedst går det for den erfarne Anders Budde Christensen, der er ene om at fryde med Shakespeares ord, men som også tegner et herligt odiøst portræt af Antonio Banderas, der på noget overraskende vis dukker op i handlingen.
Sophie-Marie Jeppesen og Marie Dalsgaard glæder i denne sammenhæng især med deres sang, ligesom Ari Alexander primært morer som den vildfarne Ferdinand.
Selvom STORMEN bestemt ikke høre blandt de bedste Shakes-forestillinger, så får man stadig mere med hjem, end man har betalt for. Men husk det lune tæppe og den varme drik, og overlad venligst de små træstole til dem, der rent faktisk har brug for dem.
(Michael Søby)