STORKEN RICHARD OG DEN MYSTISKE JUVEL

★★★★☆☆

Filmen STORKEN RICHARD OG DEN MYSTISKE JUVEL er en slags efterfølger til den ganske charmerende europæiske animationsfilm “Storkene”. Den danske animator Mette Tange debuterer som instruktør, og deler instruktørtjansen med Benjamin Quabeck. Det kan de begge godt være tjent med, for den nye film er faktisk på niveau med den første, og det er bestemt ikke altid tilfældet indenfor animation.

Hovedkarakteren Richard kom egentlig til verden som spurv, men er vokset op blandt storke og betragtes derfor som en del af familien. I sit nordafrikanske vinterhi møder Richard tilfældigvis en anden spurv ved navn Samia, men hun og hendes flok er blevet taget til fange af den fæle påfugl Zamano, og kommer kun fri, hvis de kan gætte den gåde, der giver Zamano adgang til en mystisk juvel. Richard indser, at han trods sin beskedne størrelse må hjælpe Samia og hendes nærmeste.

Den drønmusikalske Emil Birk Hartmann giver Richard den helt rigtige vokale energi, og blandt de øvrige danske stemmer glæder man sig blandt andre over Marcel Gbekle og Martin Greis i rollen som undulaten Kiki, myndige Kasper Leisner som Claudius, Julia Ahlm Bircows Basak og Oliver Berg i rollen som Max.

På lydsporet byder STORKEN RICHARD OG DEN MYSTISKE JUVEL på noget så sjældent som beatbox musik, og det virker forfriskende i forhold til den stadig mere ensartet musik i børnefilm.

STORKEN RICHARD OG DEN MYSTISKE JUVEL er ellers ikke en animationsfilm, der flytter grænser, men man har det fornøjeligt, mens man ser den, og Mette Tanges internationale erfaring fornægter sig ikke i hendes instruktørdebut.