STOLTHED OG FORDOM

★★★★★★


Jane Austens klassiker STOLTHED OG FORDOM virker mindst ligeså frisk på Betty Nansen Teatrets smukke scene, som den gjorde ved sin premiere i januar 2022.

Romanen er ellers fra 1813 og blev i mange år behandlet nedladende af (mandlige) anmeldere og litterater. En såkaldt “kyseklassiker” der ikke desto mindre har vist sig særdeles slidstærk.

Robert Z. Leonards Oscar-belønnede filmatisering fra 1940 med Greer Garson og Laurence Olivier, Joe Wrights Oscar-nominerede genindspilning fra 2005 samt TV-serien fra 1995 har alle bidraget til at gøre en nye generationer opmærksomme på Jane Austens mesterlige evne til at skildre kvinders livsforhold.

Anna Balslevs dybt original greb frisatte seks unge skuespillere til at yde deres ypperste i Laura Løwe moderne rutsjebane-scenografi, men et klassisk strejf i de tidløse kostumer understreger stadig tekstens eviggyldighed.

Mathilde Arcel Fock er atter konstant fascinerende som den stædige og stolte Elizabeth Bennett, der tilsyneladende afskyr den arrogante men attraktive Hr. Darcy (den her næsten øretæveindbydende charmetrold Ferdinand Falsen Hiis), som hun mistænker for at være skyld i søstrenes ulykke.

Søstrene spilles henholdsvis betagende og morsomt af Nanna Skaarup Voss og Freja Klint Sandberg (sidstnævnte kan man snart kan opleve i glansrollen “Maria” på Odense Teater og CPH Stage). Søstrenes udkårne varetages med overrumplende fysisk opfindsomhed af Simon Kongsted (Mr. Wickham) og Mathias Bøgelund (Mr. Bingley).

STOLTHED OG FORDOM fremstår ikke blot som en aldeles velfortjent rehabilitering af Jane Austen, men minder også om, hvor mange fine tekster af Lillian Hellman, Virginia Woolf, Brontë-søstrene, og Jane Austen, der fortjener nyt liv på de københavnske scener: “The Little Foxes”, “The Children’s Hour”, “To The Lighthouse”, “A Room of One’s Own”, “Wuthering Heights”, “Jane Eyre”, og “Sense and Sensibility” er blot et lille udvalg af rige og relevante værker, der kan give os en dybere forståelse for kvinders livsvilkår – dengang og nu.

(Michael Søby)