Folketeatret har ikke blot fået ny chef og ny foyer, men også et nyt repertoire. Det gamle teater skal fyldes med moderne forestillinger. Med åbningsforestilling STOLT knytter hun bånd tilbage til Nørrebro Teater, hvor hun var teaterdirektør, inden hun overtog Folketeatret.
Iscenesætteren Niels Erling er atter i spidsen for en af disse nyskrevne absurde musikalske komedier, som i det mindste virkede forfriskende blandt diverse udenlandske musicals og diverse teaterkoncerter.
Niels Erling hittede i sidste sæson med ”Lov mig aldrig at glemme” på Blaagaard Teater og ”Menneskedyr” på Nørrebro Teater. To forestillinger med stærkt litterært grundlag. Men i STOLT savner man en stærk grundhistorie, og forestillingens udgangspunkt synes også umiddelbart at være visuelt: Designeren Nicholas Nybros storslåede groteske egnsdragter.
De er blevet til en historie om et vaskeri, hvor alle bliver lukket inde, men hvor de spektakulære klæder i tøjposerne pludselig får de indelukkede til at bryde ud i sang.
Digterne Lone Hørslev har sammen med komponisten, sangeren og musikeren Katrine Muff begået en lang række sange, men de bedste tekster har ikke nødvendigvis fundet de bedste melodier, og langt fra alle medvirkende synger på et niveau, der gør det til en nydelse at lytte til.
Louise Fribo er så afgjort den mest velsyngende blandt de medvirkende, men hendes klassisk skolede stemme virker fremmed i et moderne musikværk på et vaskeri. Wahid Sui charmerer sig gennem forestillingen, hvad enten han synger om at få sig en plante eller om at elske, når ting er på tilbud. Niels Ellegaard viser i glimt, hvor god en karakterskuespiller, han efterhånden er blevet, mens Tue Lunding kæmper ihærdigt med to af aftenens mest problematiske sange.
Johannes Lilleøre morer mest men ikke kun med sangen om den stakkels homoseksuelle Kim og har også en festlig hvidvinsduet med Sonja Richter. Sharon Kumaraswamy synger generelt nydeligt, men Emma Cæcilie Kristensen skriger sig igennem sangen om den kedelige kvinde. Dramatisk effektivt – vi lægger mærke til hende – men musikalsk ulideligt.
Selvom man må anerkende dristigheden, bør man også indse, at mod ikke er nok. STOLT er en forestilling, der skriger på mere dramatisk tyngde, men som desværre aldrig får det. Nogen gange er det enkle bare banalt.
(Michael Søby)
