Det er ikke kun Kim Fupz Aakesons ”Vitello”, der tåler at blive dramatiseret. Også andre af hans historier som f.eks. ”Pigen der krøb” (1989), ”Verdens grimmeste pige (1999), Farmanden (2004), Så blev farfar et spøgelse (2004) og ”Men størst af alt” (2019) klarer overgangen fra bogens sider til teatrets scene.
Teater Patrasket præsenterer disse fem historier i et musikalsk country-univers med skægge scenografiske detaljer af Filippa Berglund. Maria Myrgårds raske iscenesættelse dvæler aldrig unødigt undervejs, men skaber fem forunderlige fortællinger, som småfolk kan undre sig over og smile af.
Maja Skovhus Rehøj, der kan spille på sav, skrumper ind til næsten ingenting via optisk bedrag i ”Pigen der krøb”.
Bastian Popp har ikke blot komponeret forestillingens stemningsmættede musik, men spiller også en række finurlige figurer som f.eks. Farmanden, der er leveringsdygtig i potentielle nye fædre til en enlig mor og hendes søn.
Dirck Backer kreerer dukker og spille på mundharpe, når han ikke agerer ”Verdens grimmeste pige” med nogle kolossale store ører, der måske i virkeligheden bare er sommerfugle-vinger?
Hippodromen på Folketeatret emmer af opfindsomhed i en time, og har man børn med, bør man afsætte tid til, at børnene kan deltage i det efterfølgende gratis-arrangement, Kunstnerisk Laboratorium.
(Michael Søby)


