Den svenske instruktør Mikael Håfström skabte sig et navn med kostskolefilmen “Ondskab”, og står nu i spidsen for en stor skandinavisk co-produktion om STOCKHOLM BLOODBATH. Titlen skal tages alvorligt, for trods de mange skandinaviske medvirkende og det faktum at vi befinder os i Sverige, så tales der engelsk i hele filmen. Det virker i første omgang absurd, og da Erlend Loe og Nora Landsrøds manuskript tilmed forekommer banalt og reducerer filmens karakterer til dumme onde mænd, og kvikke heltmodige kvinder, ender skuespillerne på herrens mark.
Bedst går det for Alba August, der i rollen som Astrid Lindgren beviste, at hun hører blandt nordens fineste unge skuespillerinder. Her er hun i rollen som den heroiske Freja den stjerne, der har færrest replikker, og det bliver hendes redning.
Claes Bang poserer med føntørret hår som Kong Christian d. 2, der mest fremstår som en selvfed yogatræner, og heller ikke Jakob Oftebro har en heldig hårdag i rollen som Gustave Trolle, og når slet ikke samme højder som i “Margrete 1” og “Dansegarderoben”.
Mikkel Boe Følsgaard bliver aldrig for alvor farlig som den blodtørstige Didrik Slagheck. Adam Pålsson spildes fatalt som Sten Sture, men Ulrich Thomsen nøjes med gode glimt i rollen som hofsnogen Hemming Gadh.
STOCKHOLM BLOODBATH har tydeligvis været en kostbar produktion, og der er da nogle fine kostumer undervejs, ligesom filmens teknisk niveau er forsvarligt. Men det er skønne spildte kræfter, for Mikael Håfström synes mere interesseret i at svælge i vold end i sine karakterer.
Et hofbal til en aparte udgave af moderne rockmusik virkelig direkte pinligt, og manuskriptforfatterne synes i den grad blottet for periodefornemmelse i deres iver efter at lefte for de unge.
STOCKHOLM BLOODBATH burde aldrig være blevet filmet, før manuskriptet havde ydet castet retfærdighed, og fremstår i sidste ende som et af de værste eksempler på ressourcespild i nyere skandinavisk film- og tv-historie – i al siden Ole Bornedals “1864”.
