“Spider-Man: Into the Spider-Verse” vandt i 2019 en uhyre velfortjent Oscar som den bedste animationsfilm (spillefilmslængde). Filmen var et forfriskende pust teknisk såvel som castingmæssigt og ikke mindst stilen anslog en kunstnerisk mere nysgerrig fremtid for animationsfilmene.
Derfor var det trist, at filmen aldrig fik en reel chance i de danske biografer, og det ville være klædeligt, hvis man havde benyttet premieren på den nye film til også at vise den Oscar-vindende forgænger på et stort lærred, som man eksempelvis gjorde succesfuldt med “Avatar” forud for den nye Avatar-film.
Den nye animationsfilm om Spider-Man er desværre ikke helt på højde med etteren. De kunstneriske ambitioner fornægter sig ikke i filmens visuelle udtryk, men rent fortællemæssigt bliver vi simpelthen ikke engageret tilstrækkelig i historien.
Med tre instruktører (Joaquim Dos Santos, Justin K. Thompson og Kemp Powers) er det måske ikke så underligt, at filmen synes at skifte spor hele tiden, og det er som om, at man aldrig er blevet enige om, hvorvidt hovedfokus skal være på Spider-Man, Michael Morales eller Gwen Stacy.
Med en spilletid på to timer og tyve minutter er SPIDER-MAN: ACROSS THE SPIDER-VERSE også indlysende for lang, og får tilmed aldrig rundet sin historie ordentlig af, men efterlader os med en cliffhanger ligeså banal som afslutningen på et afsnit af “Dollars” (“Dynasty”). Marvel fortjener således primært ros for det visuelle udtryk denne gang, og vi må håbe, at skuespillerne får et mere interessant materiale at arbejde med i efterfølgeren.
