Koreografen Sarah Aviaja Hammeken er via sit samtid-kompagni AVIAJA Dance en personificering af den samhørighed mellem Grønland og Danmark, der er så vigtig at minde om lige netop nu.
Inden forestillingen SPEECH/LESS i Dansehallernes Studie 4 går i gang, bliver publikum bedt om at skrive et ord, der vækker følelsen af samhørighed. Det første ord, som meldte sig i min bevidsthed var Grønland, selvom jeg har endnu aldrig har været der, men den heftige debat, der har været efter den amerikanske præsidents aggressive udtalelser har i det mindste styrket samhørigheden mellem Danmark og Grønland.
På gulvet er der en hule, der kan minde om en iglo, skabt af stykke pelslignende materiale, der er hvidt på den ene side og rødt på den anden. Senere foldes det ud på gulvet som et tæppe, hvor den røde farve både minder om blodet, der er en forudsætning for, at vi kan gå på skindet, men også minder om de brutale handlinger, som danskerne har foretaget på Grønland. Rød er dog også kærlighedens farve. På samme måde kan den hvide side minder os om det smeltende isflager på Grønland, og det hvide flag, der signalerer fred.
Kompleksiteten i scenebillederne afspejler sig også i dansernes bevægelser. Alexander Montgomery-Andersens dynamiske og dristige kraftspring er lige så dragende som hans længselsfulde arme, og hans maskuline styrke komplimenteres af en sanseligt søgende sjæl.
Overfor ham møder vi en mere sammenbidt Sarah Aviaja Hammeken, der illuderer som et mere forpint væsen, der endnu ikke har fundet en fuldendt balance mellem de to kulturelle baggrunde, som hendes smidige krop repræsenterer.
Mathilde Rosengren Bruun bidrager ikke kun med rytmisk musik, der leder tankerne hen på stammedans, men hendes klokkeklare røst tilfører universet en tidløs poesi, der indgyder håb.
Inden den halvanden time lange danseforestilling (inklusiv publikumsinddragelse!) er slut, får vi hver en lille seddel i hånden med et ord skrevet af en anden tilskuer. Med skrøbelig barnlig skrift står der på min skrevet ”Grønland”.
Er det mon et grønlandsk barn – dem er der nemlig flere af til stede – der ubevidst har bekræftet samhørigheden i dansk og grønlandsk tankegang? Så er vi i al fald kommet et stykke vej, hvis det endelig er lighederne fremfor forskellene, vi kan begynde at fokusere på.
(Michael Søby)
